De tidligere baronesser, Caroline Fleming og hendes søster Louise Iuel Albinus, er røget i totterne på hinanden, og det har ført til uvished om Valdemars Slots fremtid.

Men søstrenes strid er blot den seneste i rækken af stridigheder om det kendte slot. Familieballaden kan spores helt tilbage til tiden efter Caroline Flemings skilsmisse fra den engelske rigmand Rory Fleming.

»Fra jeg forlod Rory i 2007, til Nicholas blev født, blev der lagt et stort pres på mig for at overdrage Valdemars Slot til min far i forbindelse med et generationsskifte, således at han kunne overdrage det til min ældste søn, Alexander. Tiden omkring fødslen var meget kaotisk, presset voksede, og jeg var ikke på talefod med hverken Rory eller min far – faktisk var vi lidt i krig.«

Sådan lød det fra Caroline Fleming i modemagasinet In, da hun i 2018 løftede lidt af sløret for balladen om slottet, der gennem 11 generationer har været i familiens eje.

Caroline Fleming med sønnen Alexander, da hun deltog i TV 2s serie.
Caroline Fleming med sønnen Alexander, da hun deltog i TV 2s serie. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Alt så ellers så idyllisk ud på slottet på Tåsinge, da Caroline Fleming i 2007 valsede ind i de danske tv-stuer i TV 2-programmet 'Baronessen'.

Her stiftede danskerne bekendtskab med den rige, adeligt fødte kvinde, der efter en årrække i udlandet viste rundt i sit tidligere barndomshjem. Caroline Fleming var dengang 33 år og havde ved sin side sin stenrige britiske ægtemand, Rory Fleming. Sammen havde parret også fået sønnen, Alexander, mens datteren Josephine kom til kort efter.

Det luksuriøse liv så noget nær perfekt ud, og i en tid var Valdemars Slot omdrejningspunkt for kongelige udflugter, da både Kronprinsparret og prinsesse Benedikte valfartede til Det Sydfynske Øhav for at deltage i store fester.

Men så krakelerede facaden. Caroline og Rory Fleming kunne ikke blive enige om, hvordan de skulle være forældre. Mens Caroline Fleming ville være den nærværende mor, havde den britiske ægtemand forestillet sig et liv med barnepiger og kostskoler. Parret besluttede at blive skilt, og i 2010 mødte Caroline Fleming den 13 år yngre fodboldspiller Nicklas Bendtner. Parret blev stormende forelsket, og den tidligere baronesse blev gravid.

Da Caroline Fleming og hendes mand, Rory Fleming, holdt barnedåb på Valdemars Slot, var der et stort royalt fremmøde. Her ses Kronprinsparret med lille prins Christian.
Da Caroline Fleming og hendes mand, Rory Fleming, holdt barnedåb på Valdemars Slot, var der et stort royalt fremmøde. Her ses Kronprinsparret med lille prins Christian. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

Og tilsyneladende var det deromkring, at familieballaden begyndte at se offentlighedens lys. Måske fordi skilsmissen fra Rory Fleming ikke var endelig på plads. Måske brød hendes far sig ikke om et barn født uden for ægteskabet.

Ifølge Caroline Fleming var hendes far, lensbaron Niels Iuel-Brockdorff, opdraget med, at adel forpligter, og han var langt fra enig i flere af hendes valg.

»Jeg blev lidt som gelé i min fars selskab. Når jeg var omkring min far, mistede jeg meget af min styrke. Jeg var nervøs for hans reaktioner,« har hun fortalt til alt.dk

Balladen kulminerede omkring fødslen af sønnen Nicholas i 2011. På det tidspunkt havde Caroline Fleming ejet Valdemars Slot siden 2003, men følte sig presset til at overdrage det  – tilbage – til sin far.

Caroline Flemings far, lensbaron Niels Iuel-Brockdorff, ses her med sin kone, lensbaronesse Molisse.
Caroline Flemings far, lensbaron Niels Iuel-Brockdorff, ses her med sin kone, lensbaronesse Molisse. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Undervejs har slottet præsteret det ene underskud efter det andet, og Caroline Flemings eksmand har måttet støtte slottet økonomisk for at få det til løbe rundt.

Det har vakt undren, da det blev formodet, at Caroline Fleming ved skilsmissen blev forgyldt med et milliardbeløb. Det har hun dog afvist flere gange. Hun er nødt til at arbejde for føden, har hun ladet forstå i både Ekstra Bladet og Modemagasinet In, og hendes cv tæller både deltagelse i tv-programmet 'Ladies of London' og dommergerningen i 'Danmarks næste topmodel'. Desuden har hun produceret sin egen strømpebukseserie, som kan købes i Bilka.

Økonomien er stadig ikke helt i top, og Valdemars Slot har stadig stor gæld – hvoraf en del er til Rory Fleming, oplyste Louise Iuel Albinus mand, Nikolaj Albinus, til Se og Hør i april.

Netop gælden var også årsag til en stridighed på slottet kort før, at Caroline Flemings far gik bort i 2017. Som B.T. dengang afslørede, var der i regnskabet for 2016 blevet tillagt et mystisk dokument – et såkaldt 'tillæg til selskabets ledelsespåtegning', hvor det fremgik, at Caroline Fleming og hendes far var uenige med resten af bestyrelsen om en gældspost.

Frederik, Mary og prinsesse Benedikte havde også taget turen til Tåsinge, da Louise Iuel-Brockdorff blev gift i 2008.
Frederik, Mary og prinsesse Benedikte havde også taget turen til Tåsinge, da Louise Iuel-Brockdorff blev gift i 2008. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Balladen blev ikke bedre efter faderens død. Ifølge Caroline Fleming havde faderen lavet en aftale med Rory Fleming om, at slottet skulle overdrages til sønnen Alexander, når denne blev 25 år, og indtil da skulle Fleming-familien drive slottet videre i faderens ånd.

Men aftalen blev aldrig nedfældet. I stedet var der længe uvished om slottets fremtidige ejerskab. Caroline Flemings søster flyttede til slottet i 2016, da deres far blev syg, og siden overtog hun driften af slottet.

Louise Iuel Albinus og hendes mand endte også med at bosætte sig på slottet, men flyttede i 2020 til Skovshoved i Nordsjælland. Årsagen var privat, oplyste de til Fyns Amts Avis.

I april 2021 blev boet endelig gjort op, og Caroline Fleming og hendes søster blev sammen officielt de nye ejere af slottet. Men det fælles ejerskab ser ikke ud til at have været nogen succes. I hvert fald har Caroline Fleming nægtet at underskrive det seneste regnskab for selskabet bag slottet, hvilket har resulteret i, at slottet er sendt til tvangsopløsning. Og bliver de to søstre ikke snart enige, kan det ende med, at selskabet går konkurs, og at slottet bliver solgt til højestbydende.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Caroline Fleming og Nikolaj Albinus. Dog er det lykkedes at få fat i greve Christian Ahlefeldt-Laurvig, der har været bestyrelsesmedlen for selskabet bag slottet, indtil det røg til tvangsopløsning. Han kalder situationen for 'dybt, dybt ulykkelig'.

»Det her er jo frygtelig trist. Vores familier går langt tilbage. Jeg har hjulpet Louise og hendes mand med at drive det, da jeg har erfaring med godsdrift. Men det er slut nu. Bestyrelsen er opløst,« siger han.

Caroline Fleming har tætte forbindelser til Kongehuset. I 2011 blev hun blandt andet inviteret til barnedåben af Kronprinsparrets tvillinger. Her ses hun sammen med 'baronen fra Strandvejen', Johan Wedell-Wedellsborg, samt hans kone, Rebecca Wedell-Wedellsborg.
Caroline Fleming har tætte forbindelser til Kongehuset. I 2011 blev hun blandt andet inviteret til barnedåben af Kronprinsparrets tvillinger. Her ses hun sammen med 'baronen fra Strandvejen', Johan Wedell-Wedellsborg, samt hans kone, Rebecca Wedell-Wedellsborg. Foto: Linda Kastrup
Vis mere