Den tidligere baronesse Caroline Fleming mistede fredag ikke blot sin far. Hun mistede også sin støtte i kampen om Valdemars Slot. Det afslører det seneste regnskab, hvori et dokument antyder en ulmende konflikt i ledelsen af det gamle slot.

Forholdet mellem den tidligere baronesse, 41-årige Caroline Fleming, og hendes nu afdøde far, lensbaron Niels Iuel-Brockdorff, har ikke altid været lige tæt. Faderen har ikke altid været glad for de valg, som hans ældste datter har truffet, og Caroline Fleming har flere gange fortalt til forskellige medier, hvordan det ikke var velset i hendes fine familie, at hun ikke tog en universitetsuddannelse, men i stedet satsede på sin modelkarriere.

Og det vakte heller ikke glæde, at hun efter seks års ægteskab i 2008 besluttede at søge skilsmisse fra sin ægtemand, den stenrige brite Rory Fleming – for kun få år efter at blive kærester og få et ’kærlighedsbarn’ sammen med fodboldspilleren Nicklas Bendtner.

»Jeg ønsker ikke at tale meget om den sørgelige skilsmisse, men som bekendt er der udsendt en meddelelse om, at driften af Valdemars Slot fortsætter helt uændret,« bemærkede lensbaronen under et interview med Fyens.dk i anledning af sin 70 års fødselsdag.

Trods, at de til tider ikke har været helt på bølgelængde, virker det dog til, at far og datter havde fælles fodfæste, når det kom til familiens elskede Valdemars Slot på Tåsinge på Sydfyn, som har været i familiens eje i knap 400 år.

Det viser et dokument i det seneste regnskab for slottet. I regnskabet er der nemlig lavet et såkaldt ’tillæg til selskabets ledelsespåtegning’.  ’tillægget, der kun er underskrevet af to ud af fem bestyrelsesmedlemmer – nemlig Caroline Fleming og hendes far – fremgår det, at far og datter tilsyneladende er uenige med resten af bestyrelsen om en gældpost, som er optaget.

Her ses Caroline Flemings far sammen med hendes lillesøster Louise, da denne blev gift ved et bryllup på Valdemars Slot i 2009.
Her ses Caroline Flemings far sammen med hendes lillesøster Louise, da denne blev gift ved et bryllup på Valdemars Slot i 2009. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

’Efter vores opfattelse giver ledelsesberetningen og årsregnskabet ikke et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver, finansielle stilling og resultat’, står der i’tillægget’, hvor det også nævnes, at Caroline og hendes far mener, at der ’fejlagtigt’ er indregnet renteudgifter på hele 749.000 kroner i det seneste regnskabsår, mens det året før skulle dreje sig om 386.000 kroner, der ’fejlagtigt’ er regnet med.

Professor på Institut for økonomi og ledelse på Aalborg Universitet, Anders Drejer, undrer sig over, at bestyrelsen har valgt på skrift at gøre opmærksom på, at man er uenig.

»Det er meget usædvanligt, at man ikke er enig i en bestyrelse på den måde. Normalt vil man ordne sådan noget i et bestyrelseslokale,« siger han.

Det er ud fra regnskabet ikke muligt for BT præcist at se, hvilken gældspost uenigheden drejer sig om. Caroline Fleming har dog tidligere fortalt, at det er svært at holde slottet økonomisk oven vande. Og et blik på regnskaberne viser dog også, at millionerne fosser ud af det kendte slot.

Underskuddet for 2015/2016 endte på over 4,5 millioner kroner, mens familien året før måtte inkassere et underskud på knap 3,5 millioner kroner.

»Jeg håber virkelig, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at mine børns børnebørn også kan stå her. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan. Men det er en meget stejl bakke at klatre,« fortalte Caroline Fleming i et TV2-program om hendes liv på slottet sidste år.

Valdemars Slot har været i familiens eje i knap 400 år.
Valdemars Slot har været i familiens eje i knap 400 år. Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Ifølge professor Anders Drejer tyder det på - ud fra formuleringen i regnskabet samt de høje renter - at det er en væsentlig post, som uenigheden drejer sig om.

»Det er en meget prekær situation. Det er ikke bare et spørgsmål om, at de er uenige. De er uenige om en større gældspost,« siger han.

BT har været i kontakt med direktøren for Valdemars Slot, Frits Thorarin Thorarinsson. Han ønsker dog ikke at kommentere sagen:

»Vi udtaler os ikke om vores økonomi her på stedet. Det er en privat sag,« siger han og tilføjer, at han ikke har yderligere kommentarer.

Heller ikke Caroline Flemings manager Jesper Thomsen vil løfte sløret for, hvorfor man har valgt at lave det sjældne tillæg til ledelsespåtegningen – eller hvad uenigheden drejer sig om.

»Det har vi ingen kommentarer,« siger han.

Ligeledes ønsker den tidligere baronesse heller ikke at udtale sig om sin fars død.

Valdemars Slot på Tåsinge har været i familiens eje siden 1687.

Her ses Caroline Fleming på Valdemars Slot.
Her ses Caroline Fleming på Valdemars Slot. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Den nu afødde de lensbaron Niels Iuel-Brockdorff overtog slottet i 2011. Datteren Caroline Fleming overtog slottet i 2003 - kort efter sit giftermål med rigmanden Rory Fleming. Efter skilsmissen overlod Caroline Fleming dog atter det svært rentable slot til sin far. Sidenhen er ejerskabet overgået til Caroline Flemings nu 12-årige søn, Alexander.

Rory Fleming, der er far til Alexander samt Caroline Flemings datter, Josephine, er med i slottet bestyrelsen.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar til sagen fra bestyrelsesformand for Valdemars Slot, Sebastian Christmas Poulsen.