I 2019 kunne han kalde sig Danmarks syvenderigeste mand med en formue på 20,4 milliarder kroner. Men så kom coronakrisen, flytrafikken blev lammet, og Martin Møller Nielsens flyimperium kom i store problemer med en gæld på 38 milliarder kroner.

Nu ser der dog ud til at være en redning på vej. Rigmanden har formået at forhandle sig til en løsning med sine långivere.

Det skriver Nordic Aviation på sin hjemmeside, hvor virksomheden oplyser, at man har lavet fremskridt i forhold til at rekonstruere virksomheden.

Blandt andet har Nordic Aviation forhandlet en aftale med den største kreditorgruppe om gælden. Ifølge Børsen går aftalen ud på, at kreditorerne dels er klar til at sløjfe gælden og dels til at veksle en større del af gælden til egenkapital.

Martin Møller Nielsen har tjent en formue på sit livsværk, men corona-krisen sendte Nordic Aviation ud i et større økonomisk stormvejr.
Martin Møller Nielsen har tjent en formue på sit livsværk, men corona-krisen sendte Nordic Aviation ud i et større økonomisk stormvejr. Søren Bidstrup

Og det er fantastisk nyt for den efterhånden økonomisk trængte virksomhed, da virksomheden, der ejer over 500 fly, som det leaser ud til andre selskaber, har fået opbygget en gæld på 38 milliarder kroner.

Grundet coronakrisen blev det umuligt at betale af på gælden, og da selskabets største aktionærer, kapitalfondene EQT og GIC samt LEGO-familiens investeringsselskab Kirkbi, afviste af skyde flere penge i selskabet, begyndte det at se sort ud. Virksomheden fik flere gange henstand på gælden, og den seneste henstand var ifølge Børsen netop ved at udløbe.

»Hvis vi ikke får en løsning, og hvis der ikke sker et mirakel, og det gør der jo nok ikke, så er næste skridt en formel rekonstruktion, og hvis den fejler fuldstændigt, så er der endnu sværere ting i horisonten,« sagde Martin Møller Nielsen til Børsen i marts.

At Martin Møllers Nielsens livsværk, som han stiftede i 1990, var i store problemer, blev klart allerede i 2020.

Martin Møller og Nordic Aviation Capital har verdens største flåde af mindre regionalfly
Martin Møller og Nordic Aviation Capital har verdens største flåde af mindre regionalfly Søren Bidstrup

Coronakrisen førte til, at selskabet i regnskabet, der blev offentliggjort i juni 2020, fik et underskud på 4,0 milliarder kroner.

Det dårligere regnskab fik Martin Møller Nielsens personlige formue til at rasle ned, så han i 2020 blev vurderet til at være 'sølle' 8,4 milliarder kroner værd, hvilket rakte til en 17.-plads på Berlingskes liste over Danmarks rigeste.

»Nordic Aviation har offentliggjort et regnskab, der ligger langt ind i corona, og der tager de en monster nedskrivning. Hvis man på et år regner på deres regnskabstal og sammenfatter med udsigter for branchen, så er konsekvensen, at deres beregnede værdi falder meget voldsomt,« forklarede Ejlif Thomasen, der er revisor, og som hvert år laver Berlingskes liste over Danmarks 100 rigeste, til B.T. dengang. Han beregnede, at Nordic Aviation led et værdifald på 85 procent.

Men nu ser det altså lysere ud for Nordic Aviation. Ifølge pressemeddelelsen har selskabet fået forhandlet sig til, at der bliver tilført knap 3,2 millioner kroner til selskabet, så det fremover vil være i en stærk likviditetsposition og dermed kan fortsætte den globale drift.

Hvad Martin Møller Nielsens rolle bliver i selskabet i fremtiden, er uvis. Han solgte for nogle år siden en stor del af Nordic Aviation og ejer nu 26 procent. I januar trak han sig fra posten som bestyrelsesformand for Nordic Aviation.