Mens nogle kan juble over, at de er kommet helskindet igennem første del af coronakrisen, så må flere af Danmarks milliardærer se til, at en ordentlig luns af formuen forsvinder.

Det gælder blandt andet for Niels Fennet, der blev styrtende rig, efter han fik en god idé på Oslobåden samt for den selvskabte flymilliardær Martin Møller Nielsen.

De to rigmænd er nogle af de store tabere, når man ser på Berlingskes nye liste over Danmarks 100 rigeste.

Og det overrasker ikke professor i økonomi Anders Drejer fra Aalborg Universitet. For de tro brancer er nemlig blevet hårdest ramt af corona:

Niels Fennet,der har skabt hotelkæden Cabinn, er røget helt ud af årets liste.
Niels Fennet,der har skabt hotelkæden Cabinn, er røget helt ud af årets liste. Foto: Malte Kristiansen
Vis mere

»Vi flyver ikke, og vi tager ikke på hotel. Og hvis man tager på hotel, så er det nok et luksushotel. Så det er på bunden af markedet, at det gør ondt først, hvad hoteller angår - og på toppen af markedet, hvad fly angår«, siger han med henvisning til Martin Møller Nielsens selskab Nordic Aviation, der primært beskæftiger sig med leasing af privatfly til luksusklientellet.

Det værste fald i formue procentmæssigt ses hos netop Martin Møller Nielsen, der sidste år kunne notere sig for 20,4 milliarder kroner og en placering som Danmarks 7. rigeste mand.

Martin Møller Nielsen, der kommer fra Grønbjerg nær Ringkøbing, er blevet så voldsomt ramt af coronas nedlukning af flytrafikken, at hans formue er mere end halveret.

‘Sølle’ 8,4 milliarder står han noteret for i år, hvilket har sendt ham ned på 17. Pladsen.

Det overrasker ikke forfatter Søren Jacobsen, der har skrevet flere bøger om Danmarks rigeste:

»Han er også i den værst tænkelige branche. Han har næsten 500 fly, og de står på jorden de fleste af dem,« siger han.

Mens effekterne af corona ikke har været lige lette at medregne for alle virksomheder på listen over Danmarks 100 rigeste, så har det i Martin Møller Nielsens tilfælde været let. Nordic Aviations afleverede regnskab i slutningen af juli, og der lød underskuddet grundet corona på over fire milliarder kroner.

»Nordic Aviation har offentliggjort et regnskab, der ligger langt ind i corona, og der tager de en monster nedskrivning. Hvis man på et år regner på deres regnskabstal og sammenfatter med udsigter for branchen, så er konsekvensen, at deres beregnede værdi falder meget voldsomt,« forklarer Ejlif Thomasen, der er revisor og journalist. Han har beregnet, at virksomheden lider et værdifald på 85 procent.

Martin Møller Nielsen har mistet en kæmpe luns af sin formue grundet corona. 
Martin Møller Nielsen har mistet en kæmpe luns af sin formue grundet corona.  Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Årsagen til, at Martin Møller Nielsens formue ikke falder endnu mere skyldes, at han for nogle år siden solgte en del af Nordic Aviation. Derfor er det ikke hele hans formue, der er bundet i livsværket.

For nordsjællandske Niels Fennet har coronaens indtræden betydet, at han er røget helt ud af listen over Danmarks 100 rigeste.

Niels Fennet har ellers i mange år været fast mand på listen, efter at han for år tilbage fik en god idé under en tur 1986 på Oslobåden, der resulterede i hotelkæden Cabinn, som siden blev et økonomisk eventyr, der i 2019 sikrede Niels Fennet en formue på 1,7 milliarder kroner.

Men nu er formuen ikke længere, hvad den var for iværksætteren, der har eget gods og landingsbane.

Tøj- milliardæren Jens Poulsen, der står bag DK Company, må også se sin formue svinde - formentlig grundet corona, der har ramt tøjbranchen hårdt.
Tøj- milliardæren Jens Poulsen, der står bag DK Company, må også se sin formue svinde - formentlig grundet corona, der har ramt tøjbranchen hårdt. Foto: Simon Skipper
Vis mere

Mens Niels Fennet sidste år var Danmarks 72. rigeste mand, så er han i år slet ikke med på listen, hvilket betyder, at formuen i hvert fald er røget ned til under 1,6 milliarder kroner, hvilket er adgangsbilletten til det gode selskab i top 100.

Også for bilforhandleren Ejner Hessel har det seneste år været en nedtur. Familien Hessel er i 2020 røget 34 pladser ned til en 84. plads, hvilket er udtryk for, at formuen er faldet fra 2,4 milliarder kroner til 1,8 milliarder kroner.

Heller ikke hos kollegerne i Autohuset Vestergaard er der grund til at juble. Ejeren Hans Henning Vestergaard må se sin formue falde fra 2,4 milliarder kroner til 1, 6 milliarder kroner. Også flere af landets tøjbaroner har lidt store tab grundet de corona-lukkede butikker.

Se hele listen over Danmarks rigeste her.