Den skotske dj og producer Sophie er lørdag morgen afgået ved døden i Athen.
Sophie blev blot 34 år gammel.
Dødsfaldet er blevet bekræftet af hendes musikalske hold, skriver flere medier herunder Independent og The Guardian.
»Det er med stor sorg, at jeg er nødt til at informere, at musiker og producer Sophie er afgået ved døden klokken 04 i morges i Athen, hvor Sophie boede,« lyder det i en udtalelse.
Heri fremgår det også, at Sophie, hvis borgerlige navn er Sophie Xeon, er død som følge af en ulykke.
»På dette tidspunkt er respekt for privatlivets fred vores prioritet på vegne af familien,« lyder det videre i udtalelsen.
Ifølge Independent var Sophie én af de vigtigste personer i den elektroniske pop-industri.
Udover selv at udgive musik, har Sophie produceret musik til kunstnere som Madonna, Lady Gaga og Nicki Minaj.
I 2018 udgav hun albummet 'Oil of Every Pearl's Un-Insides', som nåede høje placeringer på album-hitlister i Storbritannien, USA og New Zealand.
Albummet blev desuden nomineret til en Grammy i kategorien 'Bedste danse/elektroniske album' i 2019. Sophie hittede også med singler som 'Bipp' og 'Lemonade' fra henholdsvis 2013 og 2014.
Sophie var en stor forkæmper for transkønnethed og var selv transseksuel, hvilket hun satte ord på i et interview med Paper Magazine i 2018:
»Transseksualitet tager kontrol for at bringe din krop mere i tråd med din sjæl og ånd, så de to ikke kæmper mod hinanden og for at overleve.«
»Det betyder, at du ikke er en mor eller en far. Du er et individ, som ser på verden og føler verden,« sagde hun i interviewet ifølge The Guardian.

