'Jeg er her for at fortælle, at du kan finde kærligheden efter en tragedie. At din soulmates død ikke betyder din død.'

Sådan skrev Talinda Bennington, enke til den afdøde Linkin Park-forsanger, Chester Bennington, da hun blev forlovet med brandmanden Michael Fredman.

De to blev gift i januar 2020, men allerede nu er ægteskabet ovre. Talinda Bennington har nemlig anmodet om skilsmisse. Det skriver E! News.

Talinda Bennington fik vendt sin verden fuldstændig på hovedet, da Chester Bennington i juli 2017 slog sig selv ihjel, mens hun og parrets tre børn var ude af byen.

Den verdenskendte rockstjerne, som igennem en årrække kæmpede med depression og et tidligere misbrug af stoffer og alkohol, blev kun 41 år gammel.

Det var to et halvt år efter hans selvmord, at Talinda Bennington annoncerede, at hun skulle giftes igen.

I den forbindelse skrev hun det førnævnte yderst følelsesladede opslag, hvor hun blandt andet nævnte, at det nye ægteskab med Michael Fredman ikke ville få hende til at glemme sin tidligere ægtemand.

'Min familie, venner og mine Linkin Park-brødre byder ham velkommen til familien med åbne arme. Jeg vil fortsætte med at ære Chester og fortsat have det som mit livs mission, at hans bortgang ikke var forgæves,' skrev hun.

Chester Bennington fik da også betydning fra ægteskabets begyndelse.

Talinda Bennington og Michael Fredman blev nemlig gift 31. december 2019, hvilket var præcis den samme dato, som da hun giftede sig med Chester Bennington i 2015.

Ifølge E! News anmodede Talinda Bennington om skilsmisse tirsdag i denne uge.

Ingen af parterne har kommenteret sagen.