Under hashtags som #elskeratrejse, #rejsemedfamilie og #livetskalleves fortalte Cecilie Hother 10. oktober sidste år sine Instagram-følgere, at hun skulle ud at rejse.

Ikke, som de fleste, på et par ugers ferie. Men langt væk – længe. Sammen med sin mand, Thomas Honoré, og børnene Aksel på et år og Ellinor på seks år tog hun på fire måneders rundrejse i Fransk Polynesien og Sydamerika.

'Første stop er Fransk Polynesien … Næste så langt væk, som man kan komme,' skrev hun.

Undervejs delte hun videoer og daglige opdateringer fra turen med sine mere end 76.000 følgere og lod dem se med på stort og småt fra turen.

Den 10. oktober 2019 tog Cecilie Hother med sin mand og børnene Aksel på et år og Ellinor på fem år på fire måneders rundrejse i Caribien og Sydamerika. Privatfoto
Den 10. oktober 2019 tog Cecilie Hother med sin mand og børnene Aksel på et år og Ellinor på fem år på fire måneders rundrejse i Caribien og Sydamerika. Privatfoto
Vis mere

Før hun pakkede mand, børn og kufferter, havde hun bedt om orlov fra jobbet som vejrvært på TV 2, og som planlagt vendte hun tilbage til skærmen 1. februar 2022. Men hun havde svært ved at finde trådet i hamsterhjulet igen, og efter et par uger sagde hun sit job op.

»At tage en så drastisk beslutning og efter 15 år at sige sit drømmejob op, dét kræver mere end bare én god grund,« siger hun, her fire måneder efter, at beslutningen blev truffet.

Tankerne om at gå selv har puslet i hende længe. Ikke bare mens hun var væk fra hverdagen, men siden hun mistede sin ufødte søn Karl i 2019.

»En stor motivation og ledestjerne i mit liv har været tabet af Karl. For det var efter ham, jeg begyndte at formulere mit motto: 'Drøm mindre, gør mere'.«

Sorgen over Karl gjorde hende bevidst om livets skrøbelighed, og allerede dengang traf hun en principbeslutning om altid at tage sine drømme seriøst.

»Har man en drøm, kan man lige så godt prøve at føre den ud i livet. Det kan være skræmmende, hvis den brister, og det kan gøre ondt, hvis man får slag. Men jeg synes altid, at man skal prøve.«

Derfor tog hun sin familie med ud at rejse. Derfor har hun netop købt et faldefærdigt dødsbo i Frankrig, der skal blive et fantastisk sommerhus – engang. Og derfor sagde hun sit job op, da hun kom hjem og opdagede, at det ikke gjorde hende lige så glad, som det plejede at gøre.

Det faktum, at hun netop havde været væk i fire måneder, hvor ideerne til Instagram-stories om både klima, vejr, dyre- og familieliv havde sprudlet i hende, gjorde, at beslutningen var mindre dramatisk og svær, end den kunne have været. For hun er ikke bange for at gå i stå.

»Jeg er kreativ og har en popcorn-hjerne, der hele tiden får nye ideer. Min mand plejer at sige, at 12. gang, jeg nævner den samme idé, begynder han at lytte,« griner hun.

Den 1. juni forlod hun trædemøllen på Kvægtorvet, men det er ikke et opgør med hamsterhjulet, fastslår hun.

»At stå af hamsterhjulet lugter af, at man skal ligge på en tropestrand, sippe Pina Colada og se Netflix eller lege med børnene.«

Det er ikke hendes plan, for Cecilie Hother er på ingen måde færdig med hverdagen.

Cecilie Hother er i gang med at finde sig selv og sin nye vej i arbejdslivet. Privatfoto.
Cecilie Hother er i gang med at finde sig selv og sin nye vej i arbejdslivet. Privatfoto.
Vis mere

»Jeg føler ikke, at jeg er stået af hamsterhjulet, men jeg havde brug for at revurdere det – og skabe mit eget hamsterhjul.«

Indtil videre har hun plottet følgende i sin kalender for efteråret:

  • En foredragsturné.
  • Freelancearbejde for TV 2.
  • En podcast-serie om mobning.
  • En relancering af smykkemærket Gaia Jewels, som hun har haft i ti år.
  • En endnu hemmelig ting, som hun knokler hårdt på at kunne lancere til september.

Nogle af tankerne puslede hun med, mens hun gik rundt med bare tæer i det franskpolynesiske sand, andre har manifesteret sig de seneste uger, siden hun forlod TV 2.

1. februar i år vendte tv-værten tilbage til jobbet som vejrvært på TV 2, men tre uger senere sagde hun op. Nu vil hun være sin egen chef. Privatfoto
1. februar i år vendte tv-værten tilbage til jobbet som vejrvært på TV 2, men tre uger senere sagde hun op. Nu vil hun være sin egen chef. Privatfoto
Vis mere

Der har været travlt de sidste par uger, og den anden dag havde hendes mand fat i hende:

»Cecilie, det er fint, du arbejder meget, men du behøver måske ikke arbejde fem gange mere, end da du havde fuldtidsarbejde,« lød beskeden.

Men det er svært at bremse op lige nu, hvor en ny energi er sluppet fri i hende.

Skal hun sætte titler på det, hun skal lave det næste halve år, bliver det et meget langt visitkort.

»Jeg kan sætte flueben ved både tv-vært, eks-tv-vært, influent, foredragsholder, moderator, iværksætter, foredragsholder, selvstændig, smykkedesigner, indretningsarkitekt, havedesigner, investor og forretningskvinde.«

»Jeg ser nok stadig mest mig selv som tv-vært, men begynder mere og mere at se mig selv bare som Cecilie Hother.«

Når hun genfortæller det sidste halve år af sit liv, synes hun selv, det lyder overvældende:

»Min historie lyder, som om jeg 'bare' gør både det ene og et andet. Sådan er det ikke. Der ligger mange snakke og overvejelser bag at blive selvstændig. For der er en økonomisk risiko og en stor usikkerhed forbundet med det.«

Cecilie Hother lod sine mange Instagram-følgere være med på familiens rejse. Hele vejen lavede hun daglige opdateringer fra rejsen. Privatfoto.
Cecilie Hother lod sine mange Instagram-følgere være med på familiens rejse. Hele vejen lavede hun daglige opdateringer fra rejsen. Privatfoto.
Vis mere

Hun er ikke 'gået blåøjet ind i at træffe en anderledes livsbeslutning', men har været nødt til at gøre op med sig selv, hvilken slags liv hun gerne vil leve.

»Lige nu føler jeg mig mere hel, end jeg har gjort på noget tidspunkt, siden Karl døde.«

I samme øjeblik lyder der glade børnestemmer fra entreen. Det er Karls storesøster, Ellinor, og lillebror, Aksel, der kommer hjem og råber:

»Hej mor, hvordan går det« og »Hvordan har du det?«

Svaret er:

»Jeg har det SÅ godt.«