Striden om Valdemars Slot er endnu engang blusset op, efter Caroline Fleming og hendes søn igen har sat værdifulde genstande fra slottet til salg.

Caroline Flemings lillesøster, Louise Iuel Albinus, er rystet over salget, som hun kalder 'tragisk'.

»Enhver auktion har været grænseoverskridende, og adrenalinen har pumpet, men her og nu så synes jeg vitterligt, at man sælger historisk kulturarv,« siger Louise Iuel Albinus og tilføjer:

»En kommode kan man måske erstatte med en lignende, men i arkiverne er der kun det ene dokument fra den tid den dag, så jeg synes, det er en tragedie.«

Louise Iuel Albinus havde mange følelser i spil ved den første auktion.
Louise Iuel Albinus havde mange følelser i spil ved den første auktion. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Den stærke reaktion kommer, efter Louise Iuel Albinus, der bliver kaldt 'Duddi', sammen med sin mand til deres store overraskelse så, at hendes storesøster sammen med sin søn, Alexander Fleming, har sat dokumenterne fra slottets historiske arkiv til salg.

»Det er alle papirer, dokumenter, gæstebøger. Alt, hvad der har været arkiveret de sidste 400 år,« siger hun og fortæller, at det for den gamle adelige familie, der har beboet Valdemars Slot i 12 generationer, er uvurderlige dokumenter.

Hun fortæller, at hun ikke er blevet tilbudt at købe tingene, før de kommer på auktion, og at hun heller ikke på forhånd bliver oplyst om auktionerne:

»Jeg skal hele tiden holde øje med Bruun Rasmussens hjemmeside for at se, hvornår de næste ting bliver solgt,« siger Louise Iuel Albinus, der ikke lægger skjul på, at forholdet til hendes søster er meget anstrengt.

Caroline Fleming dukkede for nylig op til en filmpremiere på Fisketorvet.
Caroline Fleming dukkede for nylig op til en filmpremiere på Fisketorvet. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

»De kunne jo bare have spurgt, om jeg var interesseret i at købe tingene tilbage. Nu skal vi i stedet begge betale et kæmpe salær, og de ved jo godt, at Nikolaj (Louises mand, red.) og jeg er interesseret i at få så mange ting som muligt tilbage, som har været på slottet. Man kan undre sig over, hvorfor de ikke har spurgt?,« siger hun og fortæller, at hun ikke har talt med sin søster længe.

Det er Caroline Flemings 18-årige søn, Alexander Fleming, som hun har med sin eksmand, den britiske rigmand Rory Fleming, der er den retmæssige ejer af det tidligere indbo på Valdemars Slot.

Han fik overdraget indboet af sin far, der købte det i forbindelse med søstrenes far, lensbaronen Niels Krabbe Iuel-Brockdorffs, død.

Lensbaronen havde egentlig testamenteret hele slottet til sit ældste barnebarn, Alexander Fleming, men efter lensbaronens død meddelte forældrene til den dengang mindreårige dreng, at han ikke ønskede at arve slottet.

Det er blandt andet dette originale håndskrevne adelspatent, udstedt af den danske konge for baron Schack von Brockdorff til Scheelenborg, der er kommet på auktion. Det er vurderet til mellem 20. og 30.000 kroner.
Det er blandt andet dette originale håndskrevne adelspatent, udstedt af den danske konge for baron Schack von Brockdorff til Scheelenborg, der er kommet på auktion. Det er vurderet til mellem 20. og 30.000 kroner. Foto: Bruun Rasmussen
Vis mere

»Det eneste, jeg kan sige, er, at det var meningen, at Alexander skulle arve slottet, men at der blev takket nej, da testamentet blev læst op, og at møblerne allerede var sat op i en møbelfond, så de ikke fulgte med slottet,« siger Louise Iuel Albinus og henviser til en tavshedsklausul, der forhindrer hende i at sige mere.

Slottet endte derefter med at være ejet af Caroline Fleming og Louise Iuel Albinus i fællesskab, indtil en uenighed om et regnskab skabte så stor splid, at slottet endte med at blive sat til salg.

I 2022 lykkedes det Louise Iuel Albinus at købe slottet, men derved stoppede balladen ikke.

For efterfølgende hjalp hendes søster med at rydde slottet for det indbo, der tilhørte sønnen Alexander, og som efterfølgende er blevet sat til salg på flere auktioner hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

Valdemars Slot er kæmpestort og meget dyrt at holde.
Valdemars Slot er kæmpestort og meget dyrt at holde. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

Salget af det historiske indbo har blandt andet gjort, at Louise Iuel Albinus måtte opgive indtil videre at drive Valdemars Slot som museum, da der ikke er noget tilbage at kigge på.

Det lykkedes hende dog at generhverve flere genstande på auktionerne, men der er stadig tomhed i stuerne.

»Alle malerier og et par møbler, vi fik købt tilbage, er tilbage på slottet, men de er i et rum lige nu, og til sommer vil vi begynde at rykke lidt rundt på dem. Men det er en glæde i en sorg, hvis man kan sige det sådan,« siger hun.

Hun er glad for, at hendes far ikke nåede at opleve striden:

Det er blandt andet dette gamle skøde, der viser, at Christian 4. overdrog noget jord til Jens Juel, der var en fætter til admiral Niels Juels far, Erik Juel til Hundsbæk, som skal sælges. Det er vurderet til mellem 12. og 15.000 kroner.
Det er blandt andet dette gamle skøde, der viser, at Christian 4. overdrog noget jord til Jens Juel, der var en fætter til admiral Niels Juels far, Erik Juel til Hundsbæk, som skal sælges. Det er vurderet til mellem 12. og 15.000 kroner. Foto: Bruun Rasmussen
Vis mere

»Jeg er så glad for, at han ikke er i live for at opleve det her. Møbler er én ting, men dokumenter som det her, det er vitterlig en kulturkatastrofe,« siger hun.

Louise Iuel Albinus håber, at hun ligesom ved de forudgående auktioner, kan få købt en del tilbage, når dokumenterne bliver sat til salg. Hun er især interesseret i et gammelt dokument, der viser, at Christian 4. giver Valdemars Slot til søhelten Niels Iuel, som er forfader til den adelige familie.

»Jeg håber, at folk ikke vil overbyde mig, hvis de ser, at jeg byder, og jeg håber, at de ting, som vi ikke har mulighed for at købe tilbage, ender i rigsarkiverne, og at de ikke ryger ud over landets grænser, for det ville virkelig være forfærdeligt,« siger hun.

Midt i ærgrelserne over igen at måtte se historiske ting fra slottet forsvinde, så glæder hun sig dog over, at det lysner forude.

»Der er ro på, for nu begynder vi stille og roligt at indrette. Og så glæder vi os til, at vi igen kan holde vores første koncert 1. juli,« siger hun med henvisning til, at alle aktiviter på Valdemars Slot stod stille det år, hvor der var usikkerhed om slottets fremtid.

Den 1. juli slår Valdemars Slot atter engang dørene op til en stor sommerkoncert, hvor blandt andre Burhan G, Malthe Ebert, Thomas Helmig og Drew Sycamore vil optræde.

»Den her koncert blev holdt en gang om året før, og nu er det 30-års jubilæum,« siger Louise Iuel Albinus, der selv er vokset op på Valdemars Slot og fortsat håber på at flytte tilbage til slottet med sin familie på et tidspunkt

»Vi afventer lige, at der kan komme lidt mere fyld indvendigt, men jeg pendler frem og tilbage, og alle vores sommerferier og så videre er dernede. Der er så skønt,« siger hun.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra både Caroline Fleming og Alexander Fleming.