Bobby Browns søn Bobby Brown Junior er død i en alder af 28 år.

Politiet blev tilkaldt til en ejendom i Los Angeles-bydelen Encino onsdag eftermiddag, hvor den unge amerikaner blev fundet død. Det beretter flere amerikanske medier, herunder NBC News.

Årsagen er endnu ukendt, men en talsmand fra Los Angeles politienhed oplyser, at de ikke har mistanke om, at dødsfaldet skyldes en forbrydelse.

Det er ikke første gang, at Bobby Brown, der er sanger og skuespiller, har mistet et barn. I 2015 var det den bare 22-årige datter Bobbi Kristina, der blev fundet bevidstløs i et badekar. Efter seks måneder i koma måtte hun opgive kampen. Hendes daværende kæreste, Nick Gordon, var mistænkt for at medvirke til hendes død, men blev aldrig dømt. Han døde tidligere i år som følge af et misbrug af heroin.

Bobby Brown, der nu har mistet sit andet barn, er 51 år.
Bobby Brown, der nu har mistet sit andet barn, er 51 år. Foto: Angela Weiss
Vis mere

Datteren havde Bobby Brown sammen med Whitney Houston, som han giftede sig med i 1992. De var sammen indtil 2007, og Whitney Houston afgik ved døden i 2012 efter et længerevarende misbrug af stoffer. Hun blev også fundet bevidstløs i et badekar på et hotel i Beverly Hills. Den efterfølgende obduktion viste, at hendes krop var fyldt med kokain.

Bobby Brown har selv haft problemer med stofmisbrug og blev som 32-årig diagnosticeret med bipolar lidelse. Allerede som barn fik han konstateret ADHD, og han har igennem store dele af sit liv benyttet rusmidler for at dulme sine mentale problemer. Han blev allerede i en ung alder alkoholiker og havde et forbrug af hash. Men han røg først ud i de hårde stoffer, da han mødte Houston.

Parrets misbrug af stoffer blev værre op gennem 1990'erne, og Bobby Brown har adskillige gange været på kant med loven. Blandt andet for køre bil i påvirket tilstand.

Ifølge et tidligere medlem af banden Preacher Crew blev Bobby Brown kidnappet i 1993, fordi han ikke havde betalt sin gæld på 125.000 kroner til banden. Whitney Houston måtte betale to millioner kroner i løssum, men det blev aldrig meldt til politiet.

På trods af de mange udskejelser i privaten og forholdet til Whitney Houston er Bobby Brown også kendt for sin egen karriere. Han har medvirket i filmen 'Ghostbusters 2', har sin egen tv-serie 'Being Bobby Brown' og har lavet flere hit i form af 'Every Little Step' og 'My Prerogative'.

Foruden de to børn, som Bobby Brown nu har mistet, har han fem andre. Det seneste fik han i 2016 med sin nuværende kone, Alicia Etheredge.