Efter et årti væk fra mediebranchen vender Anja Steensig nu tilbage.

I en pressemeddelelse skriver Radio 4, at hun bliver vært på programmet 'Tro på det' fra starten af 2021.

»Jeg har faktisk længtes efter, at lige netop det her skulle foldes ud,« siger hun om programmet, der trækker hende tilbage i radiostudiet fra den 9. januar.

'Tro på det' fik premiere sidste år, og siden da har sanger Isam B. påtaget sig værtsrollen. I 2021 tager værterne rundt i landet for at møde vidt forskellige mennesker, der fortæller om deres forhold til tro.

Anja Steensig skal derfor ikke kun sidde i et studie. Hun skal også rundt i landets afkroge for at opsøge troen, og det fællesskab, som dannes omkring den. Og det kan hun ikke vente med:

»Det er godt, at vi som samfund vægter ånden. Jeg synes, vores del af verden bærer præg af, at vi har mistet forbindelsen til åndslivet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er derfor, vi er så stressede og forpustede og deprimerende og angste og ude af os selv. Fordi vi har brug for at have ånden med. Jeg ser det som en samfundsopgave at få sjælen med tilbage i samtalen, så derfor er det oplagt, at Radio4 tager det op,« siger hun.

Netop stress og depression var noget der rev hende ud af medieverdenen i 2011. Hun havde i flere år været vært på både DR og TV 2, hvor hun dækkede sport, livsstil og nyheder. Hun var også forbi Nova FM et års tid, men pludselig sagde hun stop og forsvandt ud af billedet. Nu har den 47-årige silkeborgenser brugt 10 år på at finde ånden og på at genfinde sig selv. Hun har i perioden holdt foredrag om, hvordan depressionen var en gave for hende.

Og da hun trak stikket i 2011, troede hun, at hun var helt færdig med mediebranchen. Men nu er Anja Steensig altså tilbage, og nysgerrigheden blomstrer i hende:

»Jeg er båret af en nysgerrighed på, hvordan andre oplever at have et forhold til Gud. Det er kernen i mit liv. Så jeg er nysgerrig på alle de måder, det kan folde sig ud i et menneskeliv.«

Anja Steensig skal i første omgang være vært på 27 programmer.