Skader på knoglerne omkring venstre øjeæble, forslåede ribben, hovedskader, hjerneskader og høretab.

Det er, hvad den amerikanske influencer Hayes Grier står anklaget for at have påført offeret William Markolf.

Det skriver det anerkendte underholdningsmedie TMZ, som har fået fat i anklageskriftet.

21-årige Hayes Grier er et stort navn på de sociale medier.

Han slog igennem på det hedengangne sociale medie Vine.

I dag har han 5,6 millioner følgere på Instagram og 880.000 abonnenter på YouTube, ligesom han i sin tid også formåede at blive den hidtil yngste deltager i den amerikanske udgave af 'Vild med dans'.

Han blev arresteret i North Carolina, efter en arrestordre var blevet udstedt af politiet i Encino, Californien.

Udover anklagen om overfald, er han også sigtet for kriminel sammensværgelse og røveri, da han menes at have taget offerets mobiltelefon til en værdi af 1,200 dollar.

Grier menes ikke at have været ene mand om overfaldet. Han skulle således være i ledtog med en person, der hedder Luke Foushee.

Han er så vidt vides ikke anholdt endnu.

De præcise omstændigheder, der har ført til det påståede overfald, er endnu ukendte.

Influenceren var hurtigt ude af fængslet igen, efter kautionen på 17.500 dollar  – 110.000 kroner – blev betalt.

Allerede mandag klokken ni skal han møde op i retten, skriver The Charlotte Observer.

Hayes Grier er ikke familiens eneste kendte ansigt.

Hans storebror, 26-årige Will Grier, er således reserve qquarterbackhos footballholdet Carolina Panthers.

I 2016 lavede Verizon et realityprogram – 'Top Griers' – om familien, som blev sendt på deres app GO90. Serien løb i tre sæsoner.