Du kender sikkert Shu-Bi-Duas 80er-hit 'Folkevognen'. Bundesens og Hardingers kærlighedserklæring til 'Boblen' er en fordanskning af 'Mercury Blues'. Sangen er gammel, men det var David Lindleys 80er-version, der gjorde den til et hit.

Lindley optræder torsdag aften kl. 20.30 på Roskilde Festivalens Gloria-scene.

- David Lindley er min helt. Kan man lide spade SKAL MAN SE OG HØRE DEN MAND!!!, skriver den tidligere shubber Michael Hardinger til bt.dk.



Vi har spurgt ham, hvorfor man skal gå hen til Gloria-scenen for at høre David Lindley.

- Tilbage i 80erne hørte jeg en dag 'Mercury Blues' for første gang i Lindley-udgaven. Jeg skulle på stranden og møde en min kæreste, som ikke dukkede op. I ventetiden skrev jeg teksten til Folkevognen (de andre ændrede 'Hitler fik ideen, folket sagde Heil! Og dem der tog til fronten fik et gratis sidespejl', hvorfor de ikke kunne li det, ved jeg ikke) og derefter ringede jeg til Roberto Johansson, tekniker i Sound Track, og sammen brugte vi hele natten på at indspille en demo, med MASSER af slide og spade, siger Hardinger.

- Den blev godkendt dagen efter, men Bunde kunne ikke li den løse form, så han fandt på start-temaet på en Juno synth. Den skulle lyde som bil-dyt.

Og det eneste guitarwork, der overlevede fra min demo, var slut-sliden. Men vi brugte samme track, med en Linn-drum som rytme og fik Winding til at dubbe på det, fortæller Hardinger.

LÆS MEGET MERE OM ROSKILDE 2013 HER

69-årige David Lindley er kendt for sit samarbejde med andre legender som Jackson Browne, Warren Zevon, Curtis Mayfield og Dolly Parton. Han er multiinstrumentalist og forgudet af musikere i alle generationer.

Han fik sit kommercielle gennembrud i begyndelsen af 80erne med albummet 'El-Rayo X'.

En koncert med den sublime Lindley skulle være som en sval vandring gennem alle de musikstilarter, der skabte rockmusikken.

- En anden ting er, at jeg skulle til L.A. den dag den islandske vulkan eksploderede og alle fly blev indstillet, fortæller Michael Hardinger videre.

- Tre dage senere ringede SAS og fortalte, at de kunne sende et fly afsted fra Oslo, det eneste, der kom afsted fra Europa i det hele taget den dag. Jeg fes til Oslo i en bus, og stillede mig i en kæmpe kø. Og hvem stod lige foran mig, med bakkenbarter og guitarkasse??? LINDLEY!!!! Jeg var lige ved at sige noget, du ved. "Halløu, I did a danish vørshion of your vørshion of Mercury Bludes!" Men jeg syntes allerede dengang, pre-syntes hedder det vel, at det var lige lovlig Helle Thorning og Sex-in-theCity agtigt, slutter Michael Hardinger.



FØLGER DU MED FRA MOBILEN? KLIK HER OG FØLG BT'S JOURNALISTER PÅ ÅRETS ROSKILDE FESTIVAL