- Life’s a bitch, and her pu$$y’s wet.

Sådan skrev Rihanna forleden på sin twitter. Det var en af de unge kolleger, der foreslog mig at tjekke de der sociale medier, når jeg nu skulle skrive om Rihanna i Roskilde. Måske kunne jeg lære noget.

- Sig mig, hvad betyder det underlige, som Rihanna skriver? Spurgte jeg den unge. Nu hun var så pokkers snappy.

Den unge kollega så på mig som, hvis jeg havde sagt, at man engang drak mælk af flasker. I stedet for at svare fortsatte hun med at sms’e, opdatere FB, spille Candy Crush, samtidig med at hun talte bulgarsk eller rumænsk med en anden kollega. Jeg forstod ikke en lyd. Det viste sig, at de læste op af Roskilde Festivalens program.

Måske på sin plads at forklare lidt om baggrunden for denne blog. Sidste år var jeg på Roskilde Festival for første gang i 17 år. Egentlig mest for at se Bruce Springsteen holde messe i det orange tempel. Chefen mente, at hvis jeg skulle til Roskilde på firmaets regning, skulle jeg også arbejde. Sådan tænker chefer, som bekendt.

Det blev til en daglig blog og lidt af det løse. Først og fremmest endte det med den overraskende konklusion, at uanset, hvor længe man bliver væk fra dyrskuepladsen, vil Roskilde Festivalen altid flyde i ens blod. Da jeg kørte hjem søndag aften sidste år, var det med en følelse i mellemgulvet som første gang i 1979.

Derfor er jeg i Roskilde igen i år som Born Again Smatter.

Nå, men slut med at krukke. Selvfølgelig forstår jeg godt, hvad Rihanna mener i nævnte tweeeeeet. Livet er en tæve, og hendes kattekilling er våd. Sjov ordsammenstilling, hun har fundet på, den unge sangerinde. Fin metafor. Hund og kat. Det går ikke sammen.

At dømme efter diverse artikler, opslag i de sociale medier og blogs er det lidt det samme med Roskildes hardcore-publikum og Rihanna. Som hund og kat.

Der er langt over tusinde kommentarer til bookingen af Rihanna på festivalens egen facebook-side. Langt de flere sure. Dybt passionerede indlæg, som handler om rock på liv og død. Konklusionen: Rihanna i Roskilde er imod selveste rockmusikkens inderste rasion d'etre i almindelighed og Roskildesjælen i særdeleshed.

Nu findes der ikke en autoritativ definition på begrebet rock’n’roll. Rockmusikken opstod i sydstaterne i ca. begyndelsen af 50erne. Blandt mange andet skar den nye musik sig gennem datidens støvede moralske og religiøse konventioner, som Mississippi skærer sig tværs gennem bibelbæltet.

Blandt en hel masse andet var musikken et oprør mod racisme - ikke mindst på radiostationerne. Oprør mod den menneskefjendske fordomsfuldhed og fundamentalisme i det psedoreligiøse miljø omkring de hvide bomuldsplantager i det sydøstlige USA.

At mene, som én skrev et sted, at Rihanna skulle placeres på et brændende kors og bæres ud fra Roskilde Festivalen er selvfølgelig ekstremt. Det blev så også hurtigt slettet. Men jeg er bange for, at det symbolsk er dækkende for de mange, der mener at de har patent på rock og Roskilde.

Disse meningsløshedens ypperstepræster er ikke en disse anderledes end de meningsløshedens ypperstepræster, som rocken gjorde oprør imod. De er lige så fundamentalistiske. Lige så fordomsfulde. Lige så fordømmende. Lige så bedrevidende. Deres tro er bare en anden.

Rockmusik er frihed. Roskilde Festivalen er frihed.

Passion er ikke bare godt. Passion er hjerteblod. Men passion er noget pis, når dens bærere ophøjer sig til dommere.

Jeg siger velkommen i Roskilde fredag aften, Rihanna. Slip tæven og katten løs på scenen. Forhåbentlig holder de sig tørre. Det er i hvert fald, hvad meteorologerne lover. 


FØLGER DU MED FRA MOBILEN? KLIK HER OG FØLG BT'S JOURNALISTER PÅ ÅRETS ROSKILDE FESTIVAL.