De fire medlemmer af den irske popgruppe Westlife meddelte i slutningen af 2018, at de genopstår og tager på turné i 2019.

Og nu kan danske fans også glæde sig til et gensyn med den succesfulde gruppe, der står bag kæmpehits som 'World of Our Own' og 'Flying Without Wings'.

Den 3. juli giver Westlife nemlig koncert på Nibe Festival, der bliver popgruppens eneste danske koncert.

'De kan netop det, et hovednavn skal kunne i Nibe, nemlig samle publikummet og lave fest og fællessang. At Westlife så ovenikøbet er gendannet og samtidig fejrer 20-års jubilæum på deres sommertour, er bare en kæmpe gave oveni,' udtaler fesitvalchef Peter Møller Madsen i en pressemeddelelse.

Kian Egan, Nicky Byrne, Mark Feehily og Shan Filan udgør Westlife.
Kian Egan, Nicky Byrne, Mark Feehily og Shan Filan udgør Westlife. Foto: Presse
Vis mere

Westlife blev dannet i Irland i 1998 og havde gennem slut-90'erne og start-00'erne massiv succes i især Storbritannien og Europa. Bandet har haft intet mindre end 14. singler på den engelske singlehitliste og har solgt mere end 55 millioner album på verdensplan.

Gruppen består i dag af sangerne Kian Egan, Nicky Byrne, Shane Filan og Mark Feehily. Tidligere var også Bryan McFadden en del af gruppen, som han dog forlod i 2004 til fordel for en solokarriere.

I 2012 tog bandet på afskedsturné i Storbritannien, men i 2018 besluttede de fire tilbageværende medlemmer sig altså for, at det ikke skulle være helt slut med Westlife endnu.

Gruppen har flere gange op gennem 00'erne gæstet Danmark og spillet for fulde huse i Forum.