På sin 40 års-fødselsdag deler Westlife-stjernen Mark Feehily en stor nyhed.

Han og manden skal nemlig være fædre.

'Det gør denne fødselsdag til en helt særlig at fortælle, at vi senere i år skal være fædre for første gang. Det er det største øjeblik i vores liv, og vi har ikke kunnet vente med at fortælle det til jer alle,' skriver han i et opslag på Instagram, hvor han også deler et scanningsbillede.

Irske Mark Feehily sprang ud som homoseksuel i 2005 i et interview med den britiske tabloidavis The Sun.

Foto: PAUL HACKETT/REUTERS/RITZAU SCANPIX
Vis mere

Ved samme lejlighed fortalte han, at han dannede par med den britiske modefotograf Kevin McDaid, som tidligere var med i boybandet V. De to gik hver til sit i 2011.

I 2017 fortalte han så, at han gennem fire år havde været i et forhold med en irsk mand, som han blev forlovet med under en ferie på Maldiverne tidligere i år.

Men hvad manden hedder, er ikke offentligt kendt. På Instagram omtaler Mark ham blot som 'C'.

»Han er ikke stille, tro mig – langtfra – men han har ingen erfaring med musikindustrien, og han er genert i forhold til at være med på den røde løber,« sagde Mark Feehily i februar i et interview med onlinemediet Digital Spy.

Her sagde han også, at han gerne vil have børn.

»Jeg tror, jeg ville være en god far. Vi ville være gode forældre. Jeg har undersøgt mulighederne, og det er jo bare lidt mere kompliceret end for et heteroseksuelt par,« sagde han til mediet.

Og fødselsdagen? Den fejrer Mark Feehily på job.

Tirsdag aften går han på scenen i SSE Hydro i Glasgow sammen med resten af Westlfe.