Coronakrisen har været enormt hård ved det danske band Volbeat.

Næsten 35 millioner kroner. Så stor en nedgang i indtægter kan det danske storband Volbeat nemlig fremvise fra 2019 til 2020.

Det viser bandets årsregnskab, som virksomhedsportalen Ownr har trukket for B.T.

Således ender bandet med et overskud på lige under 500.000 kroner for corona-året 2020, mens de året forinden kunne prale af indtægter for mere end 35,3 millioner kroner.

»Selskabet har i året været påvirket negativt af virkningerne af covid-19 som følge af aflyste koncerter,« forklares den store nedgang i ledelsesberetningen.

Derudover har Volbeat – om man skulle tro det eller ej – også fået hjælp af den danske stat i 2020. Ifølge årsregnskabet modtog bandet nemlig 180.000 kroner i coronahjælpepakke.

Bandets forsanger, Michael Poulsen, fortalte tidligere på året til B.T., at der heldigvis også var kommet noget godt ud af coronakrisens aflyste koncerter. Nemlig et nyt album og tid med familien.

»Hvis vi ser bort fra alt det sørgelige og tragiske et kort øjeblik, så har det faktisk været godt for mig at være så meget hjemme i den her tid. Det at kunne opleve den danske sommer med min familie og få lov at køre og hente min datter i børnehave har været fantastisk,« opsummerede Michael Poulsen sit corona-år, der også bød på en halsoperation for forsangeren.

Michael Poulsen har ofte haft 4-årige Ea og hans forlovede Jeanet med til hans koncerter. Til den kommende verdensturné skal sønnen Aaron også med i et par uger.
Michael Poulsen har ofte haft 4-årige Ea og hans forlovede Jeanet med til hans koncerter. Til den kommende verdensturné skal sønnen Aaron også med i et par uger.
Vis mere

Økonomisk set er der heldigvis også nok at tage af på Volbeats kistebund. Selskabet har nemlig stadig en egenkapital på mere end 29 millioner kroner.

Det beløb er dog svundet med ni millioner i forhold til året før – hovedsageligt fordi rockbandet har fået udbetalt ti millioner i udbytte.

Selskabet huser desuden over flere dattervirksomheder og har dog kun anført gennemsnitligt tre medarbejdere, hvorfor forsanger Michael Poulsen, bassist Kaspar Boye Larsen, trommeslager Jon Larsen og guitarist Rob Caggiano i hvert fald ikke alle sammen kan være ansat i selskabet.

Desværre har coronakrisen og de medfølgende restriktioner strakt sig op til nu, og derfor tegner det heller ikke godt for det næste Volbeat-årsregnskab.

Forsangeren Michael Poulsen til en Volbeat-koncert i Schweiz i august 2017.
Forsangeren Michael Poulsen til en Volbeat-koncert i Schweiz i august 2017. Foto: PETER KLAUNZER
Vis mere

»Forventninger til 2021 er ligeledes i høj grad påvirket af covid-19-restriktionerne, hvor det ikke har været muligt at afholde koncerter i første halvår af 2021, hvorfra koncertafholdelse kun i begrænset omfang vil være muligt. Det er derfor ledelsens forventning, at covid-19 vil få negative konsekvenser for selskabets omsætning og indtjening i 2021,« skrives det i ledelsesberetningen.

Dog er forhåbningen, at bandets kommende verdensturné og nye album kan nå at indhente det tabte for i år.

»Det er endnu for tidligt at kunne udtale sig om, hvilken effekt covid-19 vil have på omsætningen og indtjeningen i 2021. Ledelsen forsøger naturligvis at indhente eventuel tabt omsætning senere på året,« skrives det videre.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Volbeats forsanger og selskabets direktionsmedlem, Michael Poulsen, men er blevet oplyst, at han holder ferie og derfor ikke vil kommentere årsregnskabet.