Fredag eftermiddag gik et par af mine gode kollegaer rundt på NorthSide og spurgte forskellige Björk-fans, hvilke numre de glædede sig mest til ved aftenens koncert. Flere gange lød svaret, at det kunne de egentlig ikke sige, men at det lige så vel bare var oplevelsen, de så frem til.
Ved første øjekast kunne de udtalelser godt læses som uvidenhed, men kender man lidt til Björks maleriske univers, hvor musikken smelter sammen med det visuelle på scenen, så giver det mere mening. En oplevelse ud over en simpel musikkoncert.
Hvis man var en af dem, som på forhånd havde købt NorthSide-billetten for at skrige med på Dizzy Mizz Lizzy eller danse med til Nik & Jay og blot var troppet op for at få et glimt og lytte lidt til den sjældne islandske giraf, så gik man nok hurtigt derfra og direkte op i baren for at få noget alkohol - eller noget endnu stærkere. For en Björk-koncert er noget helt andet.
Grøn vegetation og rød Björk
Vi sætter lige scenen: Et kvarter før koncerten skulle begynde - få sekunder efter en koncert på en anden scene var slut - forsvandt et sort tæppe, der havde dækket scenen. Grøn vegetation og guldfarvede blomster i enormt format stående på et lyserødt tæppe kom til syne. Alt sammen fulgt af en slags ikke jordiske fuglelyde.
På slaget 21.45 dukkede Björk op i den farverige scenebeklædning klædt i rød dragt med gennemsigtige plastikvinger. For ansigtet havde hun en gylden maske - alt i alt gav hun mindelser om en sjælden fugl fra et ikkejordisk utopia. Og så indledtes den messende ‘Arisen My Senses’ fra Björks seneste album, der netop har navnet ‘Utopia’.
På scenen var den islandske superstjerne ledsaget af et halvt dusin lyserødtklædte fløjtespillere - og den konstellation fortsatte resten af koncerten ud med en enkelt dj i en afkrog af scenen.
Brølede White Stripes
Folk omkring mig havde gang i en af to ting. Enten stod de ganske stille - måske let svajende - og sugede til sig fra scenen, eller også stod de og snakkede højlydt med deres venner. Sidstnævnte var desuden i klart flertal, hvor jeg stod. En enkelt begyndte sågar i ren demonstration med den aparte forestilling, han oplevede fra scenen, at brøle White Stripes udødelige klassiker ‘Seven Nation Army’-melodien til stor morskab for de omkringstående.
Få gange var der øjeblikke, hvor snakken ophørte delvist, og der blev lyttet. Det var under mere energiske numre som ‘Wanderlust’ og hittet ‘Human Behaviour’.
Björk er en nogenlunde lige så samlende figur som Socialdemokratiets udlændingepolitik. Men kan man lide det, så elsker man det. Og omvendt.
Årets mest røvsyge koncert?
Uanset om man kunne lide det, man så torsdag aften, så glemmer man formentlig ikke lige koncerten. Og i morgen, når tømmermændene er sovet ud, kan man sludre med sine venner om, hvor fedt det var, eller hvordan Björks koncert var værre end water boarding, som en på Twitter skrev.
Jeg selv var godt underholdt undervejs.
Men den ekstremt fastkoreograferede oplevelse levnede ikke plads til mange overraskelser eller den mindste spontanitet.
Var det så årets mest røvsyge koncert? Helt sikkert, hvis man er på NorthSide for at se Nik & Jay. Nej, herfra. Det var en smuk og helstøbt oplevelse for sanserne.