Torsdag den 25. juni 2009 ved 21-tiden kunne underholdningsmediet TMZ berette, at Michael Jackson var blevet indlagt.

Blot to en halv time senere blev kongen af pop erklæret død. 50 år gammel.

Men nu kommer der nye detaljer frem om Michael Jacksons sidste tid. Det sker i tv-dokumentaren 'Killing Michael Jackson'.

En retsmediciner konkluderede i sin tid, at Michael Jackson døde af akut forgiftning med det sløvende lægemiddel propofol.

Michael Jacksons læge, Conrad Murray, indrømmede efterfølgende, at han jænvligt udskrev præparatet til popstjernen grundet hans søvnbesvær.

Politilægen Orlando Martinez fandt en flaske med propofol i Michael Jacksons soveværelse - og spurgte efterfølgende Conrad Murray, hvad Jackson egentlig brugte lægemidlet til.

Svaret førte til, at Martinez og hans to politikolleger Dan Myers og Scott Smith begyndte at mistænke Jacksons læge for ikke at fortælle sandheden.

Ifølge dokumentaren kom Conrad Murray hjem til Michael Jackson 12 timer før, han blev fundet død af ambulancepersonalet.

Arkiv. I disse dage er det ti år siden, Michael Jackson døde. Her ses han ved en koncert i Maryland  i 1988.
Arkiv. I disse dage er det ti år siden, Michael Jackson døde. Her ses han ved en koncert i Maryland  i 1988. Foto: LUKE FRAZZA/AFP/RITZAU SCANPIX
Vis mere

Da efterforskerne gennemgik Conrad Murrays telefon, opdagede de angiveligt, at han havde sendt e-mails og talt i telefon frem for at se efter Michael Jackson. Da Murray opdagede, at Jackson ikke trak vejret, alarmerede han sikkerhedsvagterne og bad dem ringe til alarmcentralen.

Efterforskerne siger også i dokumentaren, at Conrad Murray forsøgte at skjule, hvilke lægemidler han egentlig ordinerede til Michael Jackson.

Conrad Murray blev dømt for uagtsomt manddrab og afsonede to år af en fire år lang fængselsstraf. Han blev benådet i 2013.

Dokumentaren er ikke umiddelbart tilgængelig i Danmark, men blev for nylig sendt på den britiske tv-kanal Quest Red.