Siden ulykken fredag aften, hvor otte mennesker døde, og flere blev kvæstet under en koncert med rapperen Travis Scott, er en række skræmmende videoer begyndt at cirkulere på de sociale medier.

Her kan man se festivalgæster i desperate forsøg på at få koncerten stoppet. I videoen over artiklen kan man blandt andet se, hvordan en kvindelig tilskuer kravler op ad en stige til en platform midt i menneskemængden, hvor en kameramand står og filmer koncerten til storskærmene.

»Der er fucking én, der er død dernede!« råber hun igen og igen.

Da det ikke lykkes at få kameramandens opmærksomhed, kravler hun helt op på platformen til ham.

Tre unge fans ærer de otte festivalgæster, der omkom under fredagens koncert.
Tre unge fans ærer de otte festivalgæster, der omkom under fredagens koncert. THOMAS SHEA

Mens kameramanden forsøger at få hende til at gå ned igen, prøver hun gentagne gange at få ham til at slå alarm til arrangørerne. Senere får kvinden selskab af endnu en desperat festivalgæst på platformen.

»Stop showet,« skriger han.

Imens kan man i baggrunden høre Travis Scott fortsætte sin koncert ufortrødent.

De otte ofres nærmere dødsårsag er endnu ikke klarlagt, men politiet har tidligere oplyst, at der omkring klokken 21-21.15 pludselig begyndte at være et massivt pres blandt de omkring 50.000 fremmødte festivalgæster, som gerne ville frem mod scenen.

Flere blev mast og klemt. Nogle faldt og besvimede. Andre blev trampet på.

I en anden video, filmet nede fra mængden, ser man en livløs mand blive løftet op af tilhørerne, så han hænger og dingler slapt over deres hoveder, hvorefter han ved fælles hjælp fra publikum bliver båret ud i siden af scenen. Imens står Travis Scott på en platform få meter derfra og synes at kigge direkte ned på optrinet, mens han synger videre.

I en tredje video kan man høre ham spørge fra scenen, hvem der forsøger at få koncerten stoppet.

»I ved, hvad I kom her for. Lad os køre,« siger han og fortsætter.

En ambulance forsøger at trænge gennem menneskemængden.
En ambulance forsøger at trænge gennem menneskemængden. TWITTER @ONACASELLA

I endnu en video kan man dog høre, at han stopper koncerten kortvarigt og beder vagter hoppe ud og hente en mand.

Det er usikkert, i hvilken rækkefølge videoerne er optaget, og om det er den livløse mand fra videoen, Travis Scott reagerer på. Ligeledes er det uklart, om manden i videoen er besvimet eller omkommet.

Til TMZ fortæller Travis Scotts bagland, at han ikke var klar over den tragedie, der udfoldede sig foran ham fredag aften.

»Travis stoppede koncerten. Han så nogen blive båret ud. Han troede, personen var besvimet, hvilket ofte sker ved koncerter, af dehydrering eller andet.«

På Twitter har den 30-årige rapper ligeledes fortalt, at han var uvidende om den tragiske hændelse.

'Jeg er fuldstændig knust over det, der skete i aftes. Mine tanker går til familierne og alle dem, der er påvirkede af det, der skete på Astroworld Festival,' skriver han og tilføjer, at politiet i Houston har hans fulde opbakning, mens de efterforsker, hvad der skete under koncerten.

'Tak til Houston politi, brandvæsen og NRGi Park (hvor koncerten fandt sted, red.) for deres øjeblikkelige reaktion og støtte. Elsker jer alle sammen.'

Opslaget bliver dog ikke taget godt imod på Twitter, hvor folk påpeger, at redningsfolkene ville have kunnet reagere hurtigere, hvis Travis Scott selv havde gjort opmærksom på hændelsen fra scenen, så alle kunne have hjulpet med at få situationen under kontrol.

Blandt andet florerer der også videoer, hvor en ambulance forsøger at køre frem mod scenen, men ikke formår at komme igennem menneskemængden, hvor publikum derimod hopper op på taget af den og begynder at danse.

En tilskuer danser på taget af en ambulance under koncerten.
En tilskuer danser på taget af en ambulance under koncerten. TWITTER @ONACASELLA

Kilder tæt på arrangørerne fortæller til TMZ, at en eller flere personer angivelig har stukket folk blandt publikum med kanyler og formentlig sprøjtet en form for narkotika ind i dem.

Politiet har ikke ønsket at kommentere dette rygte, men bekræfter, at i hvert fald en vagt på et tidspunkt kunne mærke et stik i nakken.

»Mens han blev undersøgt, mistede han bevidstheden. Han blev vækket, og lægepersonalet opdagede en lille prik, der lignede et stik, man vil få, hvis nogen prøvede at injicere dig,« siger politichef Troy Finner ifølge BBC.

Ifølge lægepersonalet modtog vagten medicinen Narcan for at få liv i ham. Denne medicin anvendes typisk, hvis folk har taget en overdosis af opioider.