Astroworld-festivalens sikkerhed var ikke i orden.

Sådan lyder det fra Darius Williams, der få dage før festivalen gik i gang, blev hyret som sikkerhedsvagt. En festival, hvor otte koncertgængere har mistet livet, 25 blev kørt til hospitalet og 300 modtog behandling i forbindelse med Travis Scotts koncert. Desuden er to senere døde af skader under koncerten. Det skriver TMZ.

Dagen før festivalen begyndte, skulle de nyudlærte sikkerhedsvagter tage en test, der skulle vise, om de var klar til næste dags strabadser.

Men det var ikke en test som så mange andre. For ifølge Darius Williams fik de kommende sikkerhedsvagter alle svarene foræret af deres underviser.

Der er i dagene efter tragedien blevet lagt blomster ved festivalspladsen.
Der er i dagene efter tragedien blevet lagt blomster ved festivalspladsen. Foto: Alex Bierens de Haan
Vis mere

Men på dagen, hvor tragedien udspillede sig, valgte Darius Williams at melde fra, fordi han ikke følte, at han var klar til at tage jobbet som sikkerhedsvagt, når de var underbemandede.

»Da jeg så, hvor få vagter vi var, og hvor mange gæster der var, gik det op for mig, vi var underbemandet. Jeg vil tro, at vi har været en sikkerhedsvagt pr. 500 tilskuere,« siger Darius Williams, der, efter at han havde observeret det, trak sig som sikkerhedsvagt til festivalen.

Travis Scott har efterfølgende tilbudt at betale for alle udgifter til begravelser.

Derudover vil han betale for psykologhjælp til alle koncertgængere, der oplevede tragedien.