Rasmus Seebach gør klar til at starte et nyt kapitel i sit liv.

Popkongen, der i denne uge vender tilbage på hitlisterne med den nye single 'Lovesong', har det seneste halve år sideløbende med arbejdet på en ny samling sange rykket teltpælene op og er flyttet fra Frederiksberg, hvor han har haft base hele sit liv.

»Det bliver dejligt at prøve noget nyt,« fortæller 39-årige Rasmus Seebach, da B.T. møder ham på hans pladeselskab.

»Jeg synes, det er meget naturligt. Jeg har boet hele mit liv på Frederiksberg, har handlet ind i den samme Irma og tror, det altid vil være en form for hjem for mig, men jeg har også altid følt, at det kunne være sjovt at prøve et nyt eventyr,« uddyber han og tilføjer, at han ikke flytter længere væk, end at han kan være tilbage i barndommens gade på et kvarter.

»Det var lidt sørgeligt at lukke ned for det gamle studie,« fortæller han om nedpakningen af sin gamle villa, hvor han i kælderen blandt andet har indspillet sine seneste to album.

»Jeg nåede at blive færdig med de nye sange, før vi rykkede ud, så der var ikke stress på, men det var underligt, da lokalet stod helt tomt. 'Hold kæft, jeg har haft nogle fede timer hernede', tænkte jeg.«

Rasmus Seebach holder for sig selv, hvor han og familien flytter hen, men fortæller, at det især var en prioritet, at det nye hjem havde gode udfoldelsesmuligheder for at lave ny musik.

»Mit nye studie bliver modsat det gamle nede i kælderen i et meget mere lyst lokale. Det tror jeg også kan give en mere positiv vibe,« smiler han.

Rasmus Seebach er aktuel med singlen 'Lovesong'.
Rasmus Seebach er aktuel med singlen 'Lovesong'. Foto: Pressefoto
Vis mere

Familien Seebach er endnu ikke rykket ind i det nye hjem, men bor for tiden hos Rasmus Seebachs svigermor i Hørsholm.

Her hygger han sig blandt andet med at underholde sin toethalvtårige søn Holger med at spille det globale børnesang-fænomen 'Baby Shark' på svigermors klaver.

»Den er ikke så svær at spille,« fortæller Rasmus Seebach med et grin.

»Holger synes også, det er sjovt, når vi leger dinosaur.«

»Eller når jeg måske sidder og arbejder på et nyt nummer, kan han finde på at brokke sig og synes, vi skal lege en leg, hvor jeg spiller nogle 'Dødens gab'-agtige lyde, så han bliver bange, og jeg skal løbe efter ham.«

Rasmus Seebach fortæller stolt, hvordan han hver dag bliver grebet af sin lille søns udvikling.

»Han kan jo de vildeste ting efterhånden.«

»Her i går lagde jeg mig på sofaen. Det havde været en lang dag, og jeg åndede måske lidt tungt ud. Så siger han: 'Er du træt, far?' Det var bare super dejligt. Det lød, som om han helt voksent havde omsorg for mig.«

Den lille Holger Seebach er snart klar til at komme i børnehave, fortæller Rasmus Seebach, og så tænker han, at sønnike har en fodboldspiller i maven.

»Man skal jo huske, at han er opkaldt efter familiens store fodboldspiller (En slægtning, Holger Seebach, spillede 17 landskampe omkring 1950, red.),« griner han.

»Vi har været ude på KB's baner og se det lidt an. Lige nu sparker vi lidt til en bold ude i haven, og det synes han, er sjovt.«

I første omgang sparker Rasmus Seebach selv sit efterår i gang med 'Lovesong', der trods titlen ikke er et skifte til engelsk, men en klassisk catchy Rasmus Seebach-sang om at turde satse på kærligheden.

Rasmus Seebach.
Rasmus Seebach. Foto: Pressefoto
Vis mere