Du husker måske popgruppen Pussycat Dolls, som i midten af 00'erne fik et gennembrud med hit som 'Don't Cha' og 'Buttons', inden gruppen gik i opløsning i 2010.

Nu er popgruppen dog på vej med en genforening.

Det afslørede tv-kendissen Louis Walsh, kendt fra blandt andet 'X Factor: Celebrity', hvor også Pussycat Dolls-sangeren Nicole Scherzinger er meddommer, i et interview med den engelsk tv-vært Lorraine Kelly, skriver BBC.

Afsløringen kom som lidt af en overraskelse, da rygterne siger, at genforeningen har været en hemmelighed, som først skulle offentliggøres lørdag, hvor pigegruppen optræder i 'X Factor: Celebrity'.

Louis Walsh, der her ses i selskab med Dronning Elizabeth, er blandt andet kendt fra tv, hvor han i flere sæsoner har medvirket som dommer i X Factor.
Louis Walsh, der her ses i selskab med Dronning Elizabeth, er blandt andet kendt fra tv, hvor han i flere sæsoner har medvirket som dommer i X Factor. Foto: Steve Parsons
Vis mere

Efterfølgende har gruppen selv bekræftet, at de finder sammen igen og afholder ni koncerter i Storbritannien til april 2020.

Oven på Louis Walshs pludselige afsløring af gruppens planer var sangeren Nicole Scherzinger ude at kommentere på hændelsen.

»Det meste af tiden ved Louis ikke, hvad han snakker om, så jeg var overrasket over at se, at han ramte rigtigt denne gang,« sagde hun ifølge BBC.

Det er dog ikke alle gruppens oprindelige seks medlemmer, der bliver en del af genforeningen.

Pussycat Dolls kan til næste år opleves i ni koncerter på tværs af England og Irland. Denne gang uden Melody Thornton (tredje fra højre).
Pussycat Dolls kan til næste år opleves i ni koncerter på tværs af England og Irland. Denne gang uden Melody Thornton (tredje fra højre). Foto: CARL DE SOUZA
Vis mere

Melody Thornton som var med i popgruppen fra 2003 og indtil opløsningen i 2010, har ifølge mediet ikke ønsket at være med på en ny turné.

Ifølge Mirror skyldes det, at Melody Thornton er utilfreds over udsigten til igen at stå bag Nicole Scherzinger, der havde rollen som forsanger på mange af popgruppens numre.

I stedet vil man altså kunne opleve Nicole Scherzinger, Ashley Robert, Kimberly Wyatt, Jessica Sutta og Carmit Bachar, når de giver en række koncerter til næste år.

Pussycat Dolls skulle i 2009 have givet koncert i Danmark. Men en aflysning af koncerten betød, at popgruppen ikke nåede til Danmark inden opløsningen året efter.