Hun nævnte det ikke med et ord.

Den potentielle katastrofe, som under 48 timer forinden havde kunnet sætte en stopper for det hele.

Da Pinks manager og flere fra hendes crew forulykkede med deres privatfly på landingsbanen i Aarhus Lufthavn.

Flyet brød også i brand, men der var folkene om bord reddet sikkert ud – og ikke længe efter på vej til deres hotelværelser uden en skramme.

Men den amerikanske stjerne havde ikke behov for at sætte ord på det, der kunne være gået så galt.

Uden øvrig sammenligning så var ulykken i Aarhus Lufthavn ikke den eneste, man på få døgn kan forbinde med Pinks besøg i Danmark.

Den anden – og nok så væsentlig, når man lever af at spille koncerter – var den helt horrible lyd mellem Casa Arenas betonmure.

Undertegnede har efterhånden anmeldt koncerter i en årrække. Men lyden i Casa Arena onsdag aften var alligevel blandt de dårligste, jeg nogensinde har oplevet.

Foto: Michael Drost-Hansen
Vis mere

Den absolut værste detalje var, at lyden – og specielt trommerne og vokalen – blev kastet fra scenen ned til endevæggen og retur.

Det føltes, som om der også var et trommesæt ved endevæggen. Det spillede bare et slag ude af takt – det samme gjorde den alternative vokal fra endevæggen. Som at være fanget i Ekkodalen, mens 20 soundboks-ejende teenagere skruer op på maks. og retter lyden i din retning. Det er sådan noget, mareridt er lavet af.

Og desværre fuldstændig umuligt at abstrahere fra.

Parken i København har gang på gang fået ballade for elendig lyd. Men jeg har alligevel aldrig oplevet noget så ringe, som det var tilfældet til Pink i Horsens, i Parken.

Det er nærmest en præstation i sig selv og helt vanvittigt og et lydcirkus i værste forstand.

Nå. Men lad os nu lege, at man ikke kunne høre koncertlyden – jeps, så forsvinder formålet med en koncert på sin vis – så var det, der foregik på scenen, faktisk voldsomt underholdende.

Under i alt seks akter plus ekstranummer udførte Pink og en gruppe af spektakulære dansere det ene mere vilde og imponerende cirkusnummer efter det andet. Og her er det cirkus i ordets bedste forstand.

Pink åbnede med at hænge adskillige meter over scenen i en stor lysekrone. Senere dansede hun rundt med 10-15 personer i et overdådighedshorn af sensuelle bevægelser. Enkelte gange var hun alene på scenen for at forstærke et nummers effekt, andre gange blot med en enkelt guitar. Og en helt sjette gang svævede hun i 20 meters højde ude over gulvet i Casa Arena spændt fast i adskillige wires.

Foto: Michael Drost-Hansen
Vis mere

Alt sammen mens tøjet blev udskiftet igen og igen, og de utallige store hit, som man kender Pink for, blev strøet ud som guldkorn på den lune aften. I sandhed underholdende.

Prøv bare at tænke på, hvis lyden også havde fungeret.

Men det gjorde den altså ikke – og så kan det nærmest være ligegyldigt, at Pink spillede numre som 'Get This Party Started', 'Beautiful Trauma', 'Fun House', 'Try', 'Just Give Me a Reason', 'Raise Your Glass' og mange flere.

Det kunne have været så godt. Det var det bare ikke.