Hendes borgerlige navn er Alecia Beth Moore, men hele verden kender hende som sangerinden Pink med utallige hit i bagagen.

Og den 40-årige musiker skabte opmærksomhed omkring sin person torsdag, hvor hun lagde et billede op på det sociale medie Instagram.

Billedet viser amerikaneren sidde med størstedelen af sit hår i hænderne, mens håret på toppen af hovedet er blevet meget kort.

Pink skriver 'Giver Slip' som tekst til billedet, der har fået 660.000 'likes', mens over 10.000 har kommenteret opslaget. Hun har 7,3 millioner følgere på Instagram.

Billedet på det sociale medie kommer cirka tre måneder efter, at Pinks datter, Willow Sage, fulgte i sin mors fodspor og barberede dele af sit hår helt kort i den ene side.

Og Pink og hendes datter er ikke bange for at tage overraskende beslutninger. Tidligere på året blev Sages hår farvet blåt af Pink. Det skriver People.

Den 40-årige amerikaner har ud over Willow Sage to-årige Jameson Moon, der indtil videre forsat har alt sit hår.

Sangerinden er blandt andet kendt for store hit som 'Try' og 'Just Give Me a reason'. Hun var oprindeligt med i pigegruppen Choice, men fik tilbuddet om at gå solo i 1995.