Peter Sommer indtager lørdag eftermiddag for første gang i karrieren den legendariske Orange scene på årets Roskilde festival. Her fortæller den 43-årige sanger om sit forhold til festivalen, der begyndte i en burgerbod.

»Det er fjerde gang, jeg spiller på Roskilde. Før jeg begyndte at spille musik, arbejdede jeg herude i en burgerbod, hvor jeg stod og vendte bøffer,« smiler Peter Sommer, da B.T. møder ham backstage på Danmarks største festival.

»Jeg tror ikke, boden findes mere. Jeg stod med ”dykkermaske” indover bøfferne og var nok bedst til at holde godt humør frem for at lave burgerne. Det var lige før, vi begyndte med Superjeg (Peter Sommers band før han gik solo i 2004, red.).«

Peter Sommer har mange gode minder fra Roskilde Festival, men det der står stærkest, er i den alvorlige ende. Han var nemlig blandt gæsterne i 2000, da ni mennesker på tragisk vis omkom under det amerikanske grunge-band Pearl Jams-koncert.

»Jeg var ret tæt på ulykken. Jeg gik fra koncerten lige inden, det gik galt. Min bror var i mængden, og jeg gik bare pissefuld rundt ude i campingområdet. Det var fandme mærkeligt. Jeg havde ingen ide om, hvad der skete. Det var jo før mobiltelefoner. Der kom ambulancer, og det gik langsomt op for en, at ens forældre måske fulgte med derhjemme på tekst-tv.«

Siden er der heldigvis kommet bedre styr på sikkerheden, og nu glæder Peter Sommer sig bare til endelig at få lov at spille på Orange scene, som han har beundret på afstand i så mange år.

»Jeg kender jo flere, der har spillet deroppe, men jeg har altid fulgt med nede fra tilskuerpladserne. Jeg har været lidt syg hele ugen, så blev derhjemme, da Nephew spillede torsdag aftenen og fulgte med på tv. Det var lidt specielt.«

Det er første gang Peter Sommer spiller på Orange scene.
Det er første gang Peter Sommer spiller på Orange scene. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Peter Sommer forklarer, at han har lagt en klar plan for, hvordan hans debut på Orange scene skal foregå.

»Jeg sover hjemme og satser på at kunne nå at cykle en tur, før vi tager ud på festivalen omkring klokken 12. Fordi tre fra mit band skal videre bagefter og derfor ikke kan være med til at fejre, har vi arrangeret en stor frokost med hvid dug og snaps inden koncerten.«

Derudover håber han på, at komme helt tæt på sit store forbillede, den engelske sanger Damon Albarn, der spiller senere på aftenen med sit tegneserieband Gorillaz.

»Jeg tænkte i morges, at min sommer ville være fuldendt, hvis det – om ikke andet – lykkedes at give ham hånden og sige tak for alt. Jeg tog mig for nylig sammen til endelig at gå over til C.V. Jørgensen og hilse på ham, og det var en rørende oplevelse. Så nu mangler jeg bare Damon Albarn.«

Han tilføjer grinende, at chancen for at møde Damon Albarn nok ikke er så stor, da det er begrænset, hvor længe de får lov til at opholde sig i backstageområdet bag Orange scene.

»Om ikke andet så glæder jeg mig ekstremt meget til at se Gorillaz bagefter.«

Er du egentlig nervøs over at skulle stå på Danmarks største scene?

»Næh ikke rigtigt. Jeg synes, vi har forberedt os godt. Men selvom jeg er holdt op med at ryge, har jeg tilladt mig selv at købe en pakke smøger på spilledage. Så jeg har mine ”krykker” at holde fast i.«