Lyt til artiklen

Russiske, klassiske musikere kan sidestilles med russiske topatleter, og derfor bør man hos Odense Symfoniorkester reagere ligesom større internationale sportsorganisationer og udelukke russisk deltagelse.

Sådan lyder meldingen fra Symfoniorkesterets tidligere chef, Peder Bach, som mener, man netop skulle have udelukket russiske musikere ved en forestående konkurrence i klassisk musik, der afholdes i april.

»Min holdning er, at man skal lukke ned for alt, der er russisk og repræsenterer Rusland lige nu,« siger Peder Bach, der første gang fremsatte sine kommentarer i et debatindlæg i Politiken.

Han stiller sig undrende over for, at man i bestyrelsen for Odense Symfoniorkester med formand Lisbeth Knudsen i front har valgt at gå den modsatte vej.

De har nemlig valgt at acceptere, at de russiske kunstnere, der har kvalificeret sig, deltager i Carl Nielsen Internationale Konkurrence – en konkurrence inden for klassisk musik.

»Vi har i bestyrelsen haft en indgående drøftelse af den kendsgerning, at konkurrencen også har nogle ganske få tilmeldte deltagere med russisk baggrund, som dog alle fire ikke længere bor i Rusland, men gennem flere år har haft fast bopæl rundt omkring i Europa,« udtaler bestyrelsesformand for Odense Symfoniorkester, Lisbeth Knudsen, ifølge en pressemeddelelse.

Hvis Peder Bach i dag havde været med til at tage beslutningen, havde han dog argumenteret for en anden vej.

»Hvis man laver parallellen til sportsverdenen, er der de to trosretninger, hvor man på den ene side har store internationale organisationer som FIFA, der udelukker russiske atleter, og på anden side eksempler som Tennisforbundet, der mener, man skal lade de enkelte sportsfolk spille videre,« siger Bach.

Lisbeth Knudsen lægger vægt på, at de russiske deltagere ikke er bosiddende i Rusland. Skal det have en betydning for valget, mener du?

»Hvis man begynder at afkræve deltagerne en bestemt holdning til deres land eller deres statsoverhoved, eller opstiller en tabel for, hvor længe de skal have boet i vesten, før de ikke længere kan bruges eller misbruges i den statslige propaganda, skaber man en meget uheldig og uhåndterlig situation for både dem og sig selv,« siger Peder Bach.

Han påpeger, at en eventuelt sejr også kan bruges i Ruslands kommunikation internt i landet.

»Lige for øjeblikket skal man være opmærksom på, at man kan indgå i en informationsstrøm. Så kan regeringen i Rusland sige til befolkningen, at den vestlige boykot ikke virker, for man kan stadig vinde store konkurrencer,« siger den tidligere chef for symfoniorkesteret.

Peder Bach understreger, at det ikke handler om, at russiske værker eksempelvis ikke skal være på repertoiret, men topatleter og topmusikere er et statussymbol for Rusland, og skal blandt andet derfor boykottes.