Det sker ikke ofte, at skuespilleren Nicole Kidman deler billeder af sine døtre med omverdenen.

Ikke desto mindre er det lige nøjagtig, hvad hun gjorde på Instagram søndag.

På billedet, som er delt i forbindelse med Sundays 11-års fødselsdag, ser man hende og lillesøsteren Faith på otte.

'Tillykke med fødselsdagen, darling Sunday,' skriver hun i en kommentar til billedet.

Billedet er taget i Paris, og man kan se de to piger stå i det ikoniske klokketårn på Musée d'Orsay.

Her står de sammen og spejder ud over storbyen, og flere er faldet pladask for det fine billede.

Blandt andet Nicole Kidmans 'Big Little Lies'-kollega Reese Witherspoon.

'Tillykke med fødselsdagen, søde pige,' skriver hun og tilføjer et hjerte.

Nicole Kidman blev gift med den australske country-sanger Keith Urban i 2006.
Nicole Kidman blev gift med den australske country-sanger Keith Urban i 2006. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Nicole Kidman gør ellers sit for at skærme sine to døtre, som hun har med sin mand, Keith Urban, fra offentligheden.

Når hun så endeligt deler billeder af dem, ser man heller ikke rigtig deres ansigter.

Over for Vanity Fair har hun da også indrømmet, at hun måske er en anelse streng, hvad angår sociale medier og regler i hjemmet.

»De har ingen telefoner, og jeg tillader dem ikke at have Instagram-profiler. Jeg forsøger at sætte nogle grænser.«

Foruden Sunday og Faith er Oscar-vinderen også adoptivmor til Isabella Cruise og Connor Cruise på henholdsvis 26 og 24.

Dem adopterede hun, dengang hun var gift med Tom Cruise. Det var hun fra 1990 til 2001, og efter skilsmissen blev børnene hos Tom Cruise.

Modsat Nicole Kidman er børnene – som deres far – medlem af Scientology, og det skabte da også nogle problemer, da Connor Cruise tidligere i år skulle giftes.

Her skulle Tom Cruise have nægtet sine ældste adoptivbørns mor adgang til brylluppet, fordi hun efter skilsmissen havde meldt sig ud.