Det kan godt være, at mange rynker på næsen over kulturminister Joy Mogensens valg af 'Absolute Music 2' som sit favoritalbum. Men ifølge opsamlingsalbummets bagmænd spillede serien en vigtig rolle i dansk musik i 1990'erne.

»Selvfølgelig var det superkommercielt, men pengene blev geninvesteret i danske kunstnere. Derudover betød det rigtig meget for det enkelte band at være med. Havde de en single med på 'Absolute Music', så steg deres eget album også på hitlisterne.«

Sådan lyder det fra Henriette Blix, der i 1992 satte gang i produktionen af 'Absolute Music'-serien, der nu er blevet aktuel igen, efter at kulturminister Joy Mogensen i et interview med musikbladet Gaffa forleden valgte 'Absolute Music 2' som sit favoritalbum.

Ligesom dengang anses en samling blandede pophit i visse kredse som 'dårlig smag', men serien solgte til gengæld også så godt – ofte over 200.000 eksemplarer pr. udgivelse – at der ifølge Henriette Blix var råd til at holde resten af den danske musikbranche mere eller mindre i gang.

Mogens Hansen har tilfældigvis Joy Mogensens favoritalbum 'Absolute Music 2' hængende i ramme derhjemme. »Det er et grimt cover. Det var først senere, at vi fandt den rette stil.«
Mogens Hansen har tilfældigvis Joy Mogensens favoritalbum 'Absolute Music 2' hængende i ramme derhjemme. »Det er et grimt cover. Det var først senere, at vi fandt den rette stil.« Foto: Albumcover
Vis mere

»Det var kæmpestort. Jeg kan ikke huske tallene, men vi kunne udvikle på alle fronter,« fortæller hun om serien, der blev skabt som et samarbejde mellem en række af Danmarks største pladselskaber, hvor overskuddet blev fordelt rundt til alle.

»Jeg mener, det var Richard Branson, der tog det første initiativ i England,« husker Henriette Blix tilbage.

Den britiske milliardær fik i 80'erne stor succes med opsamlingsalbummet 'Now That’s What I Call Music' og ville udbrede konceptet til Skandinavien.

Henriette Blix havde i mange år haft management- og bookingbureauet PDH, hvor hun arbejdede med alt fra Gnags til C.V. Jørgensen og Anne Linnet, så hun blev i 1983 headhuntet som direktør til en dansk afdeling af Richard Bransons pladeselskab Virgin Records.

Henriette Blix.
Henriette Blix. Foto: Henriette Blix
Vis mere

»Det var hovedkontoret i Stockholm, der fandt på 'Absolute Music'-navnet, og så fik jeg til opgave at lave en fælles aftale med de danske pladeselskaber, som i første omgang havde svært ved at forstå ideen,« fortæller Henriettte Blix.

Man havde tidligere forsøgt sig med opsamlingsalbum uden den store succes, da forskellige interesser fra selskaberne ødelagde resultatet.

For at 'Absolute Music'-serien kunne blive en succes, måtte de have en uafhængig person til at styre processen, og her ansatte Henriette Blix den tidligere pladeselskabsmand Mogens Hansen, der ud fra ren og skær statistik kørte 'Absolute Music' som en enmandshær.

»Det var fuldstændig gennemtænkt. Han kiggede på, hvad der lå på hitlisterne i USA, England og Danmark, og valgte så ud fra det, og ikke hvilke nye navne de forskellige pladeselskaber gerne ville have promoveret,« fortæller Henriette Blix.

Mogens Hansen.
Mogens Hansen. Foto: Mogens Hansen
Vis mere

Og Mogens Hansen leverede fra første udgivelse.

'Abosolute Music 1', der udkom i 1992, solgte blandt andet via en intens markedsføring på tv over 100.000 eksemplarer. Den næste – Joy Mogensens favorit, der udkom i foråret 1993 – solgte endnu mere og blæste alle omkuld.

»Det var helt vildt. Jeg havde beskæftiget mig med opsamlingsalbum før, men det her kom bag på alle. De kunne jo sælge over en kvart million. Det var helt uhørt,« fortæller Mogens Hansen.

Som direktør for det nyetablerede selskab EVA Records fik han til at begynde med et lille kontor hos Virgin Records, hvor han udvalgte, hvilke hit der skulle med på 'Absolute Music'.

Joy Mogensen.
Joy Mogensen. Foto: Kristian Brasen
Vis mere

»Der var en vild debat, om det ødelagde dansk musikliv, men jeg tror, at sandheden var stik modsat. 'Absolute Music' generede så mange penge, at der var plads til at eksperimentere med nye danske grupper,« husker han tilbage. Han fik på et tidspunkt en sekretær, men ellers styrede han det hele selv, frem til den sidste udgivelse, 'Absolute Music 29', udkom i 2002.

»Vores salg gik ned, og det er jo aldrig sjovt at være i modvind, men hele musikbranchen blev jo ramt af piratkopieringer. På et tidspunkt var der nogen, der fik den fikse ide i stedet at lave 'Now Music' som en kopi af den engelske, men det blev jo aldrig lige så stort.«

Mogens Hansen, der i dag er 69 år og pensionist, er ikke meget for at snakke om, hvor mange penge han tjente på 'Absolute Music'-serien. Han mindes ikke, at hans livsstil ændrede sig i nævneværdig grad.

»Jeg vil sige det på den måde, at jeg ud over min faste løn hvert år fik bonus af årsresultatet, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var nogle gode år.«