Melanie C hittede verden over som den hårdtslående 'Sporty Spice' i Spice Girls, men bag facaden faldt tingene fra hinanden.

Presset blev med tiden for voldsomt, og den i dag albumaktuelle 46-årige sangerinde siger, at det endte med både en depression og en spiseforstyrrelse.

Problemer, hun til tider ønskede, hun ikke havde delt med hele verden, fortæller hun i et interview til B.T.

»Jeg fortrød, jeg talte højt om det i et godt stykke tid faktisk. Det var nok på et tidspunkt, hvor jeg stadig følte mig ret sårbar. Når man har en hel dag fyldt med interviews, hvor man taler om depression, så er det ret deprimerende,« siger stjernen.

Her er dele af gruppen Spice Girls samlet igen. Det var de også sidste år. Noget, som Melanie C hjalp hende til at forlige sig med dele af sit liv.
Her er dele af gruppen Spice Girls samlet igen. Det var de også sidste år. Noget, som Melanie C hjalp hende til at forlige sig med dele af sit liv. Foto: Toby Melville
Vis mere

Det var omkring årtusindskiftet, at stjernens krop sagde fra. Hun havde i et par år levet på adrenalin, for meget motion og ikke nok næring.

Melanie Chisholm, som sangerinden i virkeligheden hedder, bukkede under for presset. Der var hele tiden nogen, der bestemte over hende. Der var hele tiden nogen, der tog billeder af hende. Hun ønskede bare at have styr på et eller andet.

Og som det er med spiseforstyrrelser, er de komplekse. Stjernens bud er, at hendes sygdom var et forsøg på at vinde kontrollen tilbage. Hun kunne bestemme, hvad hun spiste. Indtil hun en dag nåede grænsen.

»Jeg havde bare slet ikke nogen følelser, jeg havde meget let til tårer, jeg kunne ikke komme ud af sengen, og jeg var meget bekymret for mit mentale helbred. Da jeg så gik til lægen, og han talte om depression, blev jeg chokeret, men jeg blev også lettet, fordi det havde et navn.«

Sangerinden, der i dag lever sammen med sin datter, Scarlet, sin kæreste, Joe, og hans to børn halvdelen af tiden, siger, at det var hendes krop, der dengang sagde fra. Der var ikke mere energi tilbage.

Noget, hun tror, mange mennesker kan nikke genkendende til.

»Det er noget, vi alle sammen kender. Hverdagen er jo bare ofte hektisk, og så arbejder man i 'kamp eller flugt'-mode. Og det gjorde jeg så konstant i et par år.«

Over for B.T. forklarer Melanie C, at hun i dag kan se alarmsignalerne. Hun har lært at give sig selv et pusterum.

»Men som forælder og især som arbejdende forælder er der tidspunkter, hvor man bare bliver nødt til at knokle igennem. Man må bare helt derned, hvor de ekstra styrker ligger, men jeg tror, man med alderen lærer at genkende tegnene, når man bliver mere overanstrengt.«

Sådan lyder det fra verdensstjernen, som siger, at alder og terapiforløb har lært hende at håndtere sin sygdom. I dag husker hun også at tage sig tid til sig selv.

»I weekenden skal jeg eksempelvis i spa,« siger hun med et stort smil.

Foruden spa bruger sangerinden sin tid på afslapning med alenetid, hun tager sig tid til at træne, som hun stadig holder af, og så laver hun mad, som hun kan nyde med familien. En modsætning til dengang, hvor hun havde sat restriktive regler for sin kost.

Her ses pigebandet Spice Girls, som Melanie C var med til at gøre til en verdensomspændende popsucces. Billedet er taget i bandets storhedstid.
Her ses pigebandet Spice Girls, som Melanie C var med til at gøre til en verdensomspændende popsucces. Billedet er taget i bandets storhedstid. Foto: SEAN DEMPSEY
Vis mere

»Jeg spiste egentlig altid. Det handlede mere om det, jeg ikke spiste. Der var en periode, hvor jeg ikke spiste kulhydrater, og der var et tidspunkt, hvor jeg ikke spiste proteiner. En tid, hvor jeg bare levede af frugter og grøntsager,« siger hun og uddyber:

»Der er en masse forskellige spiseforstyrrelser, men jeg tror, de alle sammen har det tilfælles, at der er en frygt for mad, hvilket er forfærdeligt. Det er sådan en vigtig del af livet. Det at være social og give andre folk næring. På den måde er det jo en meget grusom ting at lide af, for det kan påvirke så mange ting.«

I dag er sangerinden glad for, at hun har åbnet op om sin historien med spiseforstyrrelse og depression. Især fordi hun også har fundet ud af, hvordan hendes historier har hjulpet andre.

Melanie Chisholms nye album med den personlige titel 'Melanie C' udkom i starten af oktober. Sangerinden har desuden en planlagt koncert i Danmark i maj, som hun håber bliver til noget trods coronapandemien.