Det amerikanske popikon Lionel Richie er angiveligt kommet på hospitalet.

Det erfarer mediet TMZ, som har talt med unavngivne kilder.

Det var under sin optræden i Grand Casino Arena i St. Paul i den amerikanske delstat Minnesota onsdag, at sangeren sagde, han følte sig »svimmel« og »mærkelig.«

Mens han forsøgte at synge sin sang 'Dancing On The Ceiling' blev han nødt til at sætte sig ned.

Senere spillede han sangen 'Three Times a Lady' ved klaveret og annoncerede derefter en uplanlagt pause. Han vendte aldrig tilbage.

De førnævnte unavngivne kilder fortæller til mediet, at musikeren blev hentet af ambulancer bag scenen og kørt til et hospital.

Ifølge mediet kan der være tale om en sikkerhedsforanstaltning.

Lionel Richie har endnu ikke kommenteret hændelsen.