Musikmagasinet Rolling Stone har nu lavet en ny og opdateret version af deres velkendte liste over de 500 bedste sange nogensinde.

Listen så første gang dagens lys i 2004, og nu er den for første gang i 17 år blevet revurderet og lavet fuldstændig om med hjælp fra mere end 250 fremtrædende personer indenfor musikindustrien.

Eksempelvis kunstnere som Sam Smith og Megan Thee Stallion, der har indsendt deres egen top 50-liste over de bedste sange, som Rolling Stone efterfølgende har rangeret.

Særligt interessant er selvfølgelig den sang, som det historiske musikmagasin har kåret som den absolut bedste nogensinde.

Aretha Franklin var en amerikansk sanger, sangskriver og pianist. Hun gik bort i august 2018 som 76-årig, og opnåede gennem sit liv en status som en af de mest indflydelsesrige artister i verden med titel som dronningen af soul.
Aretha Franklin var en amerikansk sanger, sangskriver og pianist. Hun gik bort i august 2018 som 76-årig, og opnåede gennem sit liv en status som en af de mest indflydelsesrige artister i verden med titel som dronningen af soul. Foto: Amazing Grace Movie, LLC / BERLI
Vis mere

Og på førstepladsen finder man da også en vaskeægte klassiker.

Nemlig Aretha Franklins 'Respect' fra 1967.

Det skelsættende og genrenyskabende Otis Redding-covernummer, der blev Aretha Franklins første nummer et-hit og cementerede hende som dronningen af soul.

»Franklin bad ikke om noget. Hun sang fra et højere sted: En kvinde, der opfordrer til at gøre en ende på udmattelsen og ofringen ved en rå aftale med en brændende seksuel autoritet,« lyder det blandt andet i musikmagasinets begrundelse for topplaceringen.

Tilbage i 2004, da listen blev skabt, gik den prestigefyldte førsteplads til Bob Dylans 'Like a Rolling Stone', der nu er røget ned på fjerdepladsen. Dengang lå Aretha Franklins 'Respect' på femtepladsen.

Du kan se den fulde liste med de 500 bedste sange nogensinde HER.