De to danske sangstjerner er kommet i den eksklusive 'Billions Club', som Spotify har lavet.
For at være med i klubben skal man have en sang, der er afspillet mere end en milliard gange, og det er netop, hvad MØ og Lukas Graham har.
Det skriver TV 2.
For Lukas Grahams vedkomne er det kæmpehittet '7 Years', der har rundet en milliard afspilninger, hvor MØ er kommet i 'Billions Club' med hele to sange. Her er der tale om sangene 'Lean On' og 'Cold Water', som MØ har lavet i samarbejde med Major Lazer.
I alt har 155 sange rundet en milliard afspilninger på verdens største streamingtjeneste. Heriblandt er store navne som Drake og The Weeknd.
Kunstneren, der topper listen, er britiske Ed Sheeran med sin sang 'Shape of You'.
Han bliver efterfulgt af The Weeknd med sangen 'Blinding Lights'. På tredjepladsen er Tones and I med 'Dance Monkey'.
Musikskribent fra Soundvenue Kristian Karl er imponeret over, at hele to danskere har fundet vej til den eksklusive klub.
»Spotify-charten er vor tids største og viser, hvad der dominerer, så det er meget godt gået,« siger han til TV 2.