»Mit misbrug eskalerede. Jeg tror faktisk ikke, jeg havde erkendt mit misbrug eller gjort noget ved det, hvis ikke corona havde tvunget mig hjem uden undskyldninger.«

Sådan siger 32-årige Lukas Graham Forchhammer i et interview med Politiken.

2020 har han brugt på at rydde op i sit liv og komme sit hash-misbrug til livs. Et misbrug, der ifølge ham selv har varet hele hans voksne liv.

I efteråret i år var han afsted på et ophold på behandlingscentret Tjele nær Viborg. Her har han fået den hjælp, han havde brug for.

Foto: ZOLTAN BALOGH
Vis mere

Lukas Graham fortæller i interviewet, at han har skrevet mange af sine sange, mens han var påvirket.

Han siger også, at han gennem årene har brugt hash til at komme igennem svære perioder og stress.

Sangeren har godt kunnet stoppe i månedsvis, men så kom en fest, og så var han i gang igen. Han kalder sig derfor ikke for en klassisk misbruger, men dog misbruger.

Men nu skal det altså være slut, og Lukas Graham er glad for sin beslutning.

For tiden går han hjemme, da det er umuligt at spille koncerter, så længe coronaen hærger.

Han håber på, at hans nye kurs vil give kæresten en mand, der er mere i balance, er nærværende og er den samme hver dag.

Lukas Graham Forchhammer prøver at erstatte sit misbrug med terapi, fysisk træning og yoga.

Stemmen skulle også lyde bedre, end den har gjort i årevis, da det har været dårligt for Graham at ryge joints.

Han skriver desuden mange nye sange, som vi forhåbentligt får glæde af i dette nye år.