Torsdag aften på spillestedet Gimle i Roskilde gjorde Hugo Helmig comeback på scenen efter sidste weekends kokain-sammenbrud.

Hugo gik på scenen uden et ord. Omringet af sit band begyndte de med det nye nummer ‘Dont wait up’ med åbningslinjen: 'Irresponsible i Think i Got it from my father’.

Efter nummeret smilede han lettet over publikums jublen. Han gik til mikrofonen og sagde: »Roskilde, kæft hvor har vi glædet os.«

»Jeg vil ikke lyve. Det her er en meget speciel aften for mig. Men i aften handler det om musikken. Er I med mig?«

Publikum jublede og koncerten fortsatte.

Den 20-årige fremadstormende popstjerne har de sidste par år vadet i succes i både Danmark og Tyskland efter debutsinglen ’Please Don’t Lie’ strøg direkte til tops på hitlisterne.

I Roskilde torsdag aften kørte Hugo Helmig koncerten professionelt i sikker stil. Han synger fedt, bandet spiller godt og da de nåede til hittet 'Wild' som tredje nummer, var nerverne rystet af

Som søn af Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen har Hugo Helmig haft mediernes bevågenhed fra dag ét, men i sidste weekend var det for første gang af den negative slags.

Ovenpå udsendelsen af debutalbummet ’Juvenile’ er Hugo Helmig for tiden på Danmarksturné med sit band, og efter en koncert i Aalborg sidste fredag gik det galt.

Hugo Helmig spiller koncert på Gimle i Roskilde torsdag 14.marts 2019
Hugo Helmig spiller koncert på Gimle i Roskilde torsdag 14.marts 2019 Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Hugo Helmig har ifølge sin manager de sidste to måneder været i behandling for et kokainmisbrug, men natten til lørdag, fik han et tilbagefald.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi kunne berette, at Hugo Helmig tidlig lørdag morgen blev anholdt tæt ved sine forældres hus i Aarhus og ført til detentionen efter at have løbet rundt på gaden i en kokainrus.

Der blev ikke oprettet en sag på episoden, så søndag var han fri igen og efter et døgn med massiv medieomtale, skrev han ud til sine fans på Instagram, at han var ked af sine fejl, men nu så fremad og ville koncentrere sig om musik.

»Tusind tak for alt den kærlighed og forståelse jeg har modtaget de sidste par dage. Jeg er dybt taknemmelig og glæder mig til at komme ud og spille i weekenden. Jeg er ked af mine fejl, men ser fremad, og nu skal det handle om musikken,« skrev han blandt andet.

Hugo Helmig aflyste i første omgang sin koncert i Vejle ,men nu er han altså tilbage på landevejen, og fredag aften kan han opleves på TV 2 i den bedste sendetid, hvor han gæster X Factor med en lille optræden.

Når forårsturneen i Danmark slutter den 31. marts i DR’s koncerthus, spiller han en række koncerter i Tyskland, før festivaler som Roskilde Festival, Smukfest og Jelling Festival venter til sommer.

Spillestedet Gimle i Roskilde, hvor koncerten fandt sted, er et lille venue, hvor der er plads til knap 500 mennesker. Så mange var der dog ikke torsdag aften.

LÆS B.T.S ANMELDELSE AF KONCERTEN HER.