Der er åbenbart ingen, der kan fascinere Danmark som den folkekære musiker og storryger Kim Larsen, der lige før jul gav Warner Music kaffen galt i halsen.

»Vi var alle overraskede, da Jørn pludselig kom ind og spillede 12 numre for os fra Kim Larsens nye album,« siger Las Thomsen, som er product manager for Warner Music Denmark.

Det var lige før julen 2018, at Jørn 'Ørn' Jeppesen, den ene tredjedel af musikerne bag Kim Larsens nye plade, 'Sange Fra Første Sal', troppede op på Larsens gamle pladeselskab med en overraskelse, som ingen havde regnet med.

Pladeselskabet skulle ikke gøre meget andet end at agere en form for fødselshjælper, fordi gavflaben Larsen selv havde sørget for alt andet fra indspilning, mix af pladen og til billeder og arrangement af sange.

Kim Larsen på Bøgescenen, 2016.
Kim Larsen på Bøgescenen, 2016. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Vi var sådan helt: ‘Okay! Jamen så lad os da gøre det', og så bestemte vi en udgivelsesdag, så vi kunne have både CD’er og vinyler klar, da der er rigtig mange, der gerne vil have et fysisk eksemplar,« siger Las Thomsen.

Det var familien og Jørns ønske, at det hele kom på en gang, så man fik hele historien, pressemeddelelsen og alle sangene på én gang.

Og det ønske bakkede alle op om. Også de mange forhandlere, som skulle holde på hemmeligheden om pladens udgivelse, mens de havde den liggende klar i butikkerne.

»Jeg tror, at i det her specifikke tilfælde, med den respekt for familien og for Kim Larsen selv, der er det noget helt specielt,« siger Las Thomsen og fortsætter:

»Alle har et forhold til Larsen og en historik med ham - et soundtrack til deres liv, så derfor berører det folk meget dybt. Derfor har der været en stor respekt, også for hemmeligholdelsen, og det er rart«.

Pladen er blevet revet væk, siden den kom i salg klokken 00:01 i nat, og Warner Music er allerede i gang med at genoptrykke den i 2. oplag.

»Vi var forberedt på, at der ville blive solgt mange af den her plade, men vi var ikke forberedt på, at det ville blive så voldsomt, og at der ville være så massiv interesse,« griner Las Thomsen til sidst.

Pladen er indspillet af Kim Larsen, sønnen Hjalmer Larsen og vennen Jørn 'Ørn' Jeppesen. Sangen ‘Miss Måneskin’ fra den nye plade ligger lige nu nummer et på Spotify-listen New Music Friday.