I januar fik fans den sørgelige besked, at Kim Larsen har fået konstateret prostatakræft, og at ham og Kjukken, derfor måtte aflyse en stribe koncerter i løbet af vinteren. Nu er de tilbage på spilleplakaterne og skal spille i Tivoli til sommer.

Det oplyser bandet i et opslag på Facebook.

Tilbage i december fik sangstjernen konstateret kræft i prostata.

Ifølge BTs oplysninger blev sygdommen opdaget i et stadie, hvor behandlingsmulighederne er lovende, og i februar blev det på facebook meldt ud, at 'det går rigtigt godt fremad med Kim Larsen, og at han følger rekreationsplanen fint.'


Her fremgik det også, at bandet vender tilbage til scenerne til sommer.

I dag afslører Kim Larsen og Kjukken på Facebook, at de skal spille på Plænen i Tivoli den 13. juli.

'Det ser vi meget frem til. Det plejer at være nogle gode aftener i den gamle have,' skriver bandet i opdateringen.

BT har talt med Kim Larsens manager Jørn Jeppesen, som fortæller, at Kim Larsen er hjemme og har det godt:

»Han har det fint. Det går planmæssigt fremad, og han bliver klar til sommer.«

I opslaget på facebook offentliggør Kim Larsen og Kjukken alle koncerterne, de skal spille til sommer. Blandt andet indtager de også Smukfest i Skanderborg og Skovdalen i Aalborg.