Efter 28 år sammen er det nu slut for det verdenskendte franske band Daft Punk.

Det har bandet selv meddelt i en video med titlen 'Epilogue', skriver musikmediet Pitchfork.

Nyheden kommer efter flere år, hvor den parisiske duo ikke har udgivet nogen nye sange.

Daft Punks manager, Kathryn Frazier, har bekræftet over for Pitchfork, at bandet er gået fra hinanden, men har ikke angivet nogen grund til bruddet.

Det var Thomas Bangalter og Guy-Manuel de Homem-Christo, der i 1993 dannede Daft Punk i Paris.

I 1997 udgav bandet debutalbummet, hvor blandt andet sangene 'Around the World' og 'Da Funk' var med.

Senere hittede de blandt andet med sangene 'One More Time' samt 'Harder, Better, Faster, Stronger'.

I 2013 var det sangen 'Get Lucky', der bragte bandet stor succes og blandt andet sikrede dem to grammyer.

Sangen 'Get Lucky' er så kendt i Frankrig, at den blev spillet, da Donald og Melania Trump besøgte Paris i 2017.

Parrets officielle besøg i Frankrig foregik blandt andet på den franske nationaldag, Bastilledagen.

Det amerikanske præsidentpar var derfor æresgæster, da en stor militærparade rullede ned ad Champs-Élysées.

Paraden sluttede på utraditionel vis, da det militære orkester afbrød de officielle marchtoner og spillede gruppen Daft Punks verdenshit 'Get Lucky'.