»Vi niver os stadig lidt i armen, men den er sgu god nok,« siger Søren Eskildsen, talsmand for Smukfest, der nu kan annoncere, at verdensstjernen Justin Bieber skal optræde på festivalen i Skanderborg.

Som en del af 'Justin Bieber: The Justice World Tour' bliver koncerten på Smukfest den ene ud af kun fire europæiske koncerter i 2022 – og den første gang nogensinde, hvor Justin optræder på en dansk festival, lyder det i en pressemeddelelse.

Det 27-årige canadiske popikon skal spille 3. august.

»Det er en fantastisk følelse, at vi allerede nu kan sætte så markant et navn på plakaten for 2022 og takke for den store tillid, vores gæster har vist os ved at overføre deres billetter efter to aflyste festivaler. Tanken om, hvor euforisk vildt det bliver at mødes igen i skoven efter to somre uden Smukfest, kan slet ikke beskrives,« siger Søren Eskildsen.

»Justin Bieber er lige nu den mest streamede artist i verden og har været det stort set hele 2021. I det lys er han klart en af tidens mest aktuelle artister, vi kan præsentere i skoven til sommer,« siger Mikkel Xavier, booker hos Smukfest.

Grundet coronaepidemien har Smukfest måttet aflyse de seneste to års festivaler. I den forbindelse har de oprindelige billetindehavere haft mulighed for at overføre deres billet til næste år. Det har 97 procent valgt at gøre, mens 81 procent af endagsbilletterne også er udsolgt.

Mandag vil det dog være muligt at købe en billet til onsdagens Justin Bieber-koncert på Smukfests hjemmeside. Der vil i dagens anledning være køsystem frem til klokken 15.30, hvor alle i køen får tildelt et tilfældigt nummer, der giver adgang til shoppen, lyder det i pressemeddelelsen.

I tilfælde af, at alle billetterne ryger, kan man skrive sig på ventelisten, så længe der er plads.

Foruden sin optræden på Smukfest har Justin Bieber også netop annonceret, at han vil gæste Danmark i 2023 til to koncerter i Royal Arena 17. og 18. marts. Her starter billetsalget 19. november.