Jamie Talbot, der sidste år blev nummer to i 'X Factor', pønser på et stort 2019.

Den 30-årige nordjyske sanger er i starten af februar aktuel med en ny single i samarbejde med hitproduceren Rasmus Hedegaard (Lukas Graham, Christopher m.fl.), og grundstene for at kunne leve af sin musik lagde han allerede før, 'X Factor' for alvor var gået i gang.

»Den aften, de viste '5 Chair Challenge' i fjernsynet, var jeg i byen i Aalborg,« fortæller Jamie Talbot.

»Jeg er ikke typen, der venter på, at tingene sker. Jeg er meget opsøgende. Så da en af mine kammerater sagde, at Rasmus Hedegaard holdt releasefest for et nyt nummer i byen, tog jeg straks af sted for at finde ham.«

Jamie Talbot med sin X Factor-mentor Remee.
Jamie Talbot med sin X Factor-mentor Remee. Foto: Instagram.com/jamietalbotmusic/
Vis mere

Jamie Talbot havde meldt sig til 'X Factor' for at få kontakter i musikbranchen, men da han ikke gad vente på, at telefonen ringede, tog han selv initiativ.

»Jeg fangede Rasmus Hedegaard ude på et pissoir. Jeg sagde til ham, at jeg var med i 'X Factor', og jeg havde noget, han skulle se.«

»Han så halvdelen af min optagelse, mens han pissede færdig, og så tog vi snakken videre inde på klubben,« fortæller Jamie Talbot med et grin.

De holdt efterfølgende kontakten, og et par dage efter 'X Factor'-finalen skrev Rasmus Hedegaard, at han havde et nummer, der ville passe perfekt til Jamie Talbot.

»I dag er han blevet min 'go to'-person i musikbranchen, og jeg er taknemmelig for, at vi er blevet venner.«

Jamie Talbot til optagelsesprøve på musikkonservatoriet.
Jamie Talbot til optagelsesprøve på musikkonservatoriet. Foto: Instagram.com/jamietalbotmusic/
Vis mere

Jamie Talbot er opsat på at blive et etableret navn på den danske musikscene og arbejder med en række forskellige producere i jagten på gennembrudshittet.

Ved siden af har han sammen med sin far coverbandet Stayin' Alive, der tager landet rundt og spiller Bee Gees-hit.

»Vi har helt sikkert kunne udnytte, at jeg var med i 'X Factor'. Vi har aldrig spillet så mange koncerter, som vi gjorde sidste år, og det er fedt at have ved siden af som økonomisk stabilitet, så jeg kan dyrke min egen musik.«

Jamie Talbot var for nylig derudover til optagelsesprøve på musikkonservatoriet i København for at holde sig selv i gang, blive inspireret og finde sit musikalske udtryk.

Jamie Talbot da han var med i X Factor.
Jamie Talbot da han var med i X Factor. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er jo et hårdt liv at forsøge sig på et liv i musikken, men hvad gør man ikke for sine drømme. Jeg får at vide den 14., om jeg kommer ind.«

Han oplevede det ikke som noget tomrum, da 'X Factor' stoppede. Han var fra starten af klar over, at det hårde arbejde først begynder, når kameraerne slukker.

»Hvis jeg kunne undgå at være med i 'X Factor' og stadig få den samme hype, så havde jeg klart gjort det. Jeg meldte mig for at få stablet et netværk på benene og få den ekstra bagage med, når jeg skulle videre ud i det virkelige liv.«

De første par måneder havde han kontakt med sin 'X Factor'-mentor Remee i form af udveksling af musik, som Remee gav ham feedback på. Siden har de ikke talt så meget sammen.

»Han har ikke budt på så meget som en Nespresso, haha (Remee blev sidste år ansigt i en række Nespresso-reklamer, red.), men det er cool nok. Jeg er altid klar på at mødes, men lige nu fokuserer vi alle sammen på hver vores ting.«

Det næste stykke tid vil Jamie Talbot koncentrere sig om sin nye single.

»Jeg har en masse ting i støbeskeen. Nu må vi se, hvad der sker.«