Da Jamie Talbot i 2018 fik en andenplads i 'X Factor', håbede han, at han var én af de få, der kunne knække koden og få en musikkarriere efter talentshowet.

Siden har der været stille om den 31-årige musiker, der i dag arbejder som lærervikar i Aalborg, men han prøver at spille så meget musik ved siden af, som han kan.

Drømmen lever nemlig stadig i bedste velgående, og 7. marts kan han strege et punkt på sin bucketlist, når han deltager i det danske Melodi Grand Prix i Royal Arena med sangen 'Bye Bye Heaven'.

Det er dog ikke selve grandprixet, som står på listen over ting, han skal nå, inden han dør. Faktisk er hans reaktion ganske afmålt, da B.T. spørger, om han sidder med årets vindersang.

»Jeg synes, alle sangene er gode. Men jeg er primært med, fordi det er fed måde at promovere en sang på foran et stort publikum, og så får jeg lov at sætte hak ved min drøm om at spille i Royal Arena,« siger han.

Da Jamie Talbot deltog i 'X Factor' for to år siden, lagde han heller ikke skjul på, at han først og fremmest var med for at få noget eksponering og skabe et netværk i musikbranchen.

Og selvom han sidste år udgav en single med hitproduceren Rasmus Hedegaard – der står bag hits fra blandt andre Lukas Graham og Christopher – efter at have opsøgt ham ved et pissoir i Aalborg, så fik han aldrig sit store gennembrud.

»I et halvt år efter 'X Factor' var jeg ude at spille, men så blussede det ned igen, og så var jeg tilbage til at spille job med 'Stayin' Alive' (et Bee Gees-coverband, som han har med sin far, red.). Den ene dag var der alt muligt, og den næste ingenting,« siger Jamie Talbot, der har et bud på, hvorfor det er så svært at holde sig interessant efter talentshowet.

Jamie Talbot ved 'X Factor'-pressemøde i februar 2018.
Jamie Talbot ved 'X Factor'-pressemøde i februar 2018. Liselotte Sabroe

»Man skal ikke forvente at melde sig til 'X Factor', og så er man the shit bagefter. Det er Danmark for småt til. Generelt skal man skrive et godt hit for at blive til noget inden for musikken – og det gælder uanset, om du kommer fra gaden eller 'X Factor',« siger Jamie Talbot, som desværre ikke selv fik skrevet det gode hit, mens alle øjne stadig var rettet mod ham efter andenpladsen i 2018.

Han forsøgte dog nogle gange. Men han er efter eget udsagn meget kritisk.

»Så når jeg skriver noget, kan jeg synes, det er noget værre lort, og så har jeg ikke lyst til at udgive det.«

I melodigrandprixet skal han da også synge en sang, der er skrevet af nogle andre – Tom Oehler, Hampus Eurenius og Aron Blom. Men det har han intet imod.

Særligt ikke i den kontekst, at Melodi Grand Prix helt oprindeligt er en konkurrence mellem melodier og ikke mellem dem, der synger dem.

»Det fjerner et stort pres fra mig. Jeg skal bare levere,« siger han.

I løbet af de seneste to år er han blevet kontaktet flere gange af både danske og udenlandske sangskrivere, der ville have ham til at synge deres sang i grandprixet. Først nu har han dog fået tilbudt en sang, der tiltaler ham nok til, at han ville stille op.

Da B.T. taler med den tidligere 'X Factor'-stjerne, er armbevægelserne noget mindre, end da han var på skærmen i sin tid. Og det er han helt bevidst om.

»'X Factor' har gjort mig mere beskeden. Før drømte jeg om at spille på alle de store scener, men i dag er små pubs og barer lige så fint. Jeg er blevet mere realistisk og drømmer bare om, at jeg kan spille musik på fuld tid og samtidig have tag over hovedet.«

Du ønskede at skabe et musikalsk netværk og fik Remee som mentor i 'X Factor'. Holdt du kontakten med ham?

»Nej, jeg har ikke haft kontakt med ham.«

Hvordan kan det være?

»Det kan du spørge ham om, haha. Ej, det ved jeg sgu da ikke. Jeg spurgte en gang eller to, om vi ikke skulle finde tid til at drikke et glas rødvin, men jeg tror, han har haft travlt med alt muligt andet,« siger Jamie Talbot.

Foruden sit Bee Gees-coverband har Jamie Talbot samlet et band, der arbejder på at udgive et album i 2020