Kendrick Lamar og Drake hader hinanden.

De to popmastodonter har det seneste år ligget i åben krig og beskyldt hinanden for alverdens ting. Nu går internettet amok over Kendrick Lamars skjulte sviner, da han natten til mandag dansk tid optrådte til Super Bowl.

De startede ellers som samarbejdspartnere.

Tilbage i 2011 og 2012, da de begge var i starten af deres karriere, udgav de flere numre sammen, ligesom Kendrick Lamar blandt andet varmede op for Drake på en turné.

Drake og Kendrick Lamar hader hinanden.
Drake og Kendrick Lamar hader hinanden. Tommaso Boddi Daniel Leal/AFP/Ritzau Scanpix

Herefter er noget imidlertid gået helt skævt.

De begyndte langsomt at indlægge stikpiller mod hinanden i forskellige sange, og i løbet af det seneste års tid, er det så for alvor stukket af med anklager frem og tilbage om kærestevold og pædofili.

Natten til mandag stod Kendrick Lamar for pauseunderholdningen ved årets hovedarrangement i amerikansk fodbold, Super Bowl.

Her optrådte Kendrick Lamar blandt andet med sit hit 'Not Like Us', hvor han i teksten netop anklager Drake for at være til mindreårige blandt andet med linjen 'Tryna strike a chord and it's probably a-minor' (A minor er det engelske udtryk for en mindreårig person).

Kendrick Lamar på scenen til Super Bowl.
Kendrick Lamar på scenen til Super Bowl. Bill Streicher

En detalje som fans har lagt særlig mærke til var, at Kendrick Lamar samtidig var iført en halskæde med et 'lille a', som især brugere på det sociale medie X tolker som en direkte hilsen til Drake.

'Kendrick er iført et lille a i en diamantkæde! Min slags 'hater'', skriver en bruger.

'Var Kendrick simpelthen iført et lille a i en diamantkæde som en hilsen til 'A minor'?' skriver en anden.

'Kendrick, der får hele Super Bowl til at råbe 'a minor' med Serena Williams dansende ved siden af (Serena Williams og Drake har tidligere datet, red.), må for Drake føles som at blive skudt direkte ind i brystet', skriver en tredje.

Og sådan bliver det ved og ved på det sociale medier, hvor folk også påpeger, at Kendrick Lamar netop kigger direkte ind i kameraet med et smil, da han et andet sted i nummeret nævner Drakes navn.

Drake har tidligere afvist – blandt andet i sangen 'The Heart Part 6' – alle anklager om at skulle have været sammen med mindreårige.

Her kan du læse B.T.s samlede dom over Kendrick Lamars Super Bowl-show.