Han gjorde det sgu - og det var kontroversielt ad helvedes til!

Kendrick Lamar legede med publikums følelser, men spillede sit omdiskuterede hit med en dansende Serena Williams, hvilket trak en sløj præstation op. Super Bowl fik sit halftime-show, men det er næppe det, man vil huske tilbage på, når historien skal skrives.

Uha, Kendrick Lamar var på dybt vand, da han skulle forsøge at løfte rap-arven fra 2022, hvor han selv var med, da Dr. Dre og Snoop Dogg holdt hof på hjemmebane i Californien, og det var svært at leve helt op til det mesterstykke.

Han har et par gedigne hits, som blev sendt ud fra den midlertidige scene på græsset, men det er ikke så mainstream som Dre, Snoop, 50 Cent og Eminem, der havde hele stadion med sig dengang.

Det var dog en stærk storyline med hittet 'Not like Us', der gennemsyrede alle de 13 minutter, men det fremstod for svagt til Super Bowl-scenen, der mere skal være fest end tilsvining.

Der var den jo!

Nej, det var den så ikke.

Men så kom den igen!

Kendrick Lamars smash af et hit ' Not like Us' fik cirka tre sekunder, før der blev skiftet track, og SZA kom på scenen. Men så kom ørehængeren tilbage, og det var DEN sang, som publikum ville høre, efter den lige har skovlet priser ind ved Grammy Awards.

»Jeg har lyst til at spille jeres favoritsang, men de elsker at sagsøge,« lød det fra Lamar, der dog vendte tilbage og gav den gas.

Kendrick Lamar og pladeselskabet Universial ligger i retsligt slagsmål med Drake, som kaldes pædofil af Lamar i sangen. 

Super Bowl-performeren undgik dog ordet på behændig vis denne aften - men vi vidste jo alle, hvornår det skulle være sunget.

Det gav et kæmpe smil på læben, da showet blev åbnet med en overraskelse.

Selveste superskuespiller Samuel L. Jackson forklædt som 'Uncle Sam' bød velkommen til Kendrick Lamar og dukkede også op igen gennem showet.

Samuel L. Jackson talte til nationen.
Samuel L. Jackson talte til nationen. Bill Streicher/Reuters/Ritzau Scanpix

Helt genialt blev det, da tennisdronningen Serena Williams dansede rundt under 'Not like Us'. Hun blev for år tilbage kædet sammen med Drake, så det var et sjovt påfund at få hende med lige præcis til den del.

Fed kanin at trække op af hatten!

Nu venter Kendrick Lamar på dommen fra USA og resten af verden.

Vil 'familien USA' omfavne ham for hittet, eller var det upassende og fejt at tage fejden med Drake til den største scene i verden?

Det vil blive diskuteret heftigt, men ellers var showet ikke værd at skrive hjem om.

Læs dommen over kampen lige her