Tirsdag aften afgøres fremtiden for Musik i Lejet af Gribskov Byråd.

Og fra den populære musikfestivals side er man til stede for at gøre et godt sidste indtryk.

»Byrådsmødet starter kl.19, og vi er på pladsen foran rådhuset i Helsinge fra kl.18, hvor vi byder på en grillet MiL-pølse og en tår at drikke til de angiveligt mange, der møder op før byrådsmødet,« lyder det til B.T. fra Musik i Lejets pressechef, Jesper Gisli.

Den årlige sommerbegivenhed er særdeles populær, men midt i februar kom det pludselig frem, at festivalen i hele sin 14-årige levetid har været afholdt ulovligt.

For det har været i strid med den gældende lokalplan.

Og det er altså det, der er lagt op til, at politikerne i Gribskov skal lave om på i aften,

Det skal ske under punktet 'Opstart af lokalplan for Musik i Lejet'.'

Her fremgår det, at formålet er 'udarbejdelse af lokalplan med henblik på at skabe planmæssige rammer for Musik i Lejet'.

Tidligere har man fra festivalens side udtalt, at man er ganske fortrøstningsfuld i forhold til at sagens udvikling.

Det gik dog ikke helt efter planen, da en ændring af lokalplanen skulle klappes af i kommunens såkaldte planudvalg.

Her stemte et flertal godt nok for beslutningen, men fordi der ikke var enighed, er festivalen nu endt på dagsordenen for tirsdagens byrådsmøde.

Hvor festivalen selv altså vil gøre sit for at påvirke processen med pølser og lidt til ganen.