Tivoli har netop afsløret, hvilke kunstnere der skal give den gas på scenen ved plænen til denne omgang Fredagsrock.

»Jeg er selvfølgelig tilfreds med programmet. Det afspejler Tivoli godt, og der er noget for enhver smag,« siger programchef Thor Feilberg til B.T.

Programchefen fortæller, at han har forsøgt at finde et hovednavn til hvert alderssegment, selvom der selvfølgelig er nogle kunstnere, som appellerer bredere end andre.

Blandt hovednavnene er den 78-årige Tom Jones. Her er billetterne til Inner Circle udsolgt, som den eneste. Her kan man opleve 'Sex Bomb'-sangeren helt tæt på.

Her kan du se hele Tivolis fredagsrockprogram.
Her kan du se hele Tivolis fredagsrockprogram.
Vis mere

Ud over Tom Jones optræder Jason Derulo, Lauren Hill, Suspekt, Tina Dickow blandt andre. Det bliver The Minds of 99, som skyder Fredagsrock-programmet i gang 12. april. Dem glæder Thor Feilberg sig til at høre.

»Vi ville gerne have en rigtig stærk åbningskoncert, og de er et rigtigt stærkt kort. Det er et af de mest populære band lige nu. Jeg er sikker på, at vi får en god performance, og de kommer til at tiltrække mange folk,« siger programchefen.

Den Gale Pose starter sin genforeningstour i Tivoli 26. april, og rapgruppen har en helt speciel plads i Fredagsrockens historie, da de åbnede den første Fredagsrock i 1997 samme weekend, hvor de spiller i år. Det er første gang, gruppen er sammen, siden deres sidste genforeningsturné i 2011.

»Det bliver fedt, at de kan tage folk ned ad 'memory lane',« siger programchefen.

Det danske rockband D-A-D vender også tilbage for første gang i fire år. Og Thor Feilberg lover, at de får lov til at spille Tivoli op.

»Sidste år fik vi forhøjet decibel-grænsen med seks-syv dB på et antal koncerter - faktisk de fleste. Det kører vi videre med i år. D-A-D har den dB, som de vil have, og som man kan forvente til rockkoncerter,« siger han.

Derudover har Tivoli investeret i et nyt højttalersystem, hvor der er næsten dobbelt så mange bashøjttalere som tidligere.

»Effekten er, at vi får en bedre fordelt bund og bedre lyd ud over hele haven og plænestykket. Det har været en prioritet, da der tidligere har kunnet mangle lidt bund i lyden, hvis man kom ud i en af siderne,« slår programchefen fast.

Sammenlagt kommer der 34 artister fordelt på 24 koncerter. Afslutningen kommer Citybois og Hugo Helmig til at stå for 20. september.