Den danske hiphop-verden mistede fredag en af de helt store, da Jeppe Bisgaard, rapper, producer, sangskriver, dj og meget mere, gik bort. Kun 47 år gammel. Det bekræfter familien over for B.T. og har på de sociale medier delt den trist nyhed.

»Vi har nu som familie valgt at meddele, at vores elskede bror og søn, Jeppe Bisgaard, fik fred fredag eftermiddag. Jeppe sov ind i sin lejlighed omgivet af sin familie  ❤️ ❤️ ❤️« skriver hans lillesøster Mette Marie på Facebook.

Ifølge B.T.s oplysninger fik Jeppe Bisgaard for fem år siden konstateret kræft, en tumor i hjernen. Og trods en sejlivet og utrættelig kamp tabte han den altså til sidst.

Jeppe Bisgaard, der var søn af den kendte radiovært Hans Otto Bisgaard, satte markante spor i hiphoppens univers, som syntes at være hans kald i livet, og var – som flere beskriver det – Danmarks uofficielle førende ekspert inden for området.

Og hvor stort tabet er for den danske musikverden, vidner de sociale medier da også om.

'Han var en ildsjæl, der fik hiphoppen ud til folket, og det at sprede de gode beats var nok for ham. Hvil i fred, kære Jeppe, der starter en jam, der, hvor du er om et øjeblik,' skriver Dan Rachlin, mens Remee takker ham for at være en af de første til at 'show me the ropes'.

Også dj og radiovært Katrine Ring er stærkt berørt over Jeppe Bisgaards alt for tidlige død, blot få måneder efter at han ved Danish DeeJay Awards modtog Kim Schumachers ærespris.

'Den anerkendelse er jeg lykkelig for, at han fik inden sin alt for tidlige død. Det er bare så trist,' skriver hun.

Også musiker og radiovært Alex Nyborg Madsen sørger over Jeppe Bisgaards død.

'Mit musikliv har været forankret i andre genrer; alligevel har jeg ved flere lejligheder kaldt Jeppe for min yndlings-hiphopper. Jeg har mødt ham som et vanvittigt engageret menneske, der har rørt folk og haft enorm betydning for udviklingen af dansk hiphop og som ambassadør for scenen i det hele taget. Han var sjov, energisk og forstående over for et rockøre som mig, der aldrig helt følte mig hjemme i hiphoppen. Jeppe gad godt at snakke alligevel, og, hvis ret skal være ret, så havde han en del mere respekt for 'min' rockmusik, end jeg havde for hans hiphop,' skriver han bl.a. på Facebook.

Også DJ Jean Eric Von Baden er stærk berørt.

'Helt til det sidste kæmpede du. Nyheden er så smertefuld,' skriver han på Facebook og fortsætter: 'Håber, din rejse blir smuk, musisk og mindre smertefuld end din sidste tid. Elsker dig! Hvil i fred, kære Jeppe Bisgaard.  ♥️'

Tilbage i 1988 tog han hul på en journalistisk karriere for at kunne skrive om den musik, som han brændte for. Og sideløbende med det startede han pladeselskabet Soulpower sammen med vennerne, det kendte makkerpar Soulshock og Cutfather.

Som productmanager på en række førende pladeselskaber har han gennem årene spottet en hel del talenter, ligesom han har produceret for en række kunstnere. Og han havde – som flere skriver på de sociale medier – en 'aktie' i både Malk de Koijns og Outlandishs succes.