Alt for hurtigt brændte drømmen om en sejr til vores grandprixhåb Fyr & Flamme ud ved dette års Eurovision.

Men men men. Der er stadig danskere tilbage i konkurrencen, som du kan heppe på.

Faktisk er der danskere – eller folk med en tæt relation til Danmark – involveret i hele fem af de sange, der bliver spillet lørdag aften, hvor vinderen skal kåres i Ahoy-arenaen i Rotterdam, hvor sangkonkurrencen bliver afholdt i år.

Herunder giver vi dig et overblik, så du ved, hvilke lande du kan heppe lidt ekstra på, hvis du er iført de rødhvide-briller.

1. Italien: Måneskin med sangen 'Zitti e Buoni'

Som du måske allerede kan lure ud af navnet på den rockkvartet, som stiller op for Italien i år og bliver spået til at være den helt store vinderfavorit, så er der noget dansk med.

Det er nemlig ikke helt tilfældigt, at de valgte navnet 'Måneskin'.

Blandt de fire gruppemedlemmer i rockgruppen finder man den 20-årige bassist Victoria De Angelis, der er født og opvokset i Italien – men er halvt dansk.

»Min far er italiener, og min mor var dansk, så jeg er meget knyttet til Danmark. Jeg har en del familie i Hørsholm, som jeg stadig besøger hvert år, så Danmark betyder meget for mig,« har hun på flydende dansk fortalt til DR forud for lørdagens finale.

Her ses det italinske rockband 'Måneskin', hvor halvt-danske Victoria er bassit.
Her ses det italinske rockband 'Måneskin', hvor halvt-danske Victoria er bassit. Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW
Vis mere

Det er også takket være hende, at bandet har det danske navn.

Da de i forbindelse med deltagelse i en sangkonkurrence skulle finde på et bandnavn, bad de andre bandmedlemmer, Damiano David, Ethan Torchio ogThomas Raggi, hende til sidst om at sige nogle ord på dansk, som måske kunne bruges.

Da hun nævnte 'måneskin' som en mulighed, slog de andre til. Og siden har rockbandet heddet det.

2. Island: Daði & Gagnamagnið med sangen '10 Years'

En anden af storfavoritterne i år, islandske Daði & Gagnamagnið, kan vi set med de rødhvide briller på også holde lidt ekstra med.

Her ses islandske Dadi og Gagnamagnid.
Her ses islandske Dadi og Gagnamagnid. Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW
Vis mere

Forsangeren, Daði Freyr, og hans søster, som også er med i bandet, har nemlig i en årrække boet i Danmark, hvor de voksede op:

»Jeg er vokset op i Herlev og har gået på Gladsaxe Skole. Det var den bedste skole! Min far skulle lave film, så det var derfor, vi var i Danmark,« har 28-årige Dadi Freyr – der boede her, indtil han var ni år – tidligere fortalt til B.T. på dansk tilsat en charmerende dialekt.

3. Cypern: Elena Tsagrinou med sangen 'El Diablo'

Bag det cypriotiske bidrag i år står en dansk sangskriver ved navn Thomas Stengaard.

Og han er ikke en helt uerfaren herre, når det kommer til at skrive potentielle vinderhit.

Sangerinden Elena Tsagrinou kæmper for en sejr til Cypern.
Sangerinden Elena Tsagrinou kæmper for en sejr til Cypern. Foto: Robin van Lonkhuijsen
Vis mere

Han stod nemlig bag danske Emmelie de Forests sang 'Only Teardrops', som hun sejrede med i Eurovision 2013.

»Jeg var jo så heldig, at allerførste gang, jeg lavede en Eurovision-sang, der vandt den det hele. Det var lidt begynderheld,« har Thomas Stengaard fortalt til Ritzau.

4. San Marino: Senhit feat. Flo Rida med sangen 'Adrenalina'

Den cypriotiske sang er ikke den eneste, som Thomas Stengaard har med i år.

Han har nemlig hele to sange med i finalen.

Sangerinden Senhit og den amerikanske stjernerapper Flo Rida stiller op for San Marino.
Sangerinden Senhit og den amerikanske stjernerapper Flo Rida stiller op for San Marino. Foto: Emil Helms
Vis mere

Den anden er sangen fra lilleputnationen San Marino, der udover sangerinden Senhit også har fået lokket den amerikanske verdensstjerne og rapper Flo Rida til at være med:

Dermed skriver den danske sangskriver sig ind i en helt særlig klub af folk, der har formået at få flere sange med i den samme finale:

»Det kan jeg kun være stolt af, for det er en lille klub af folk, der har prøvet det. Nogle sangskrivere laver jo kun Eurovision-sange, men jeg gør det bare indimellem, fordi det er sjovt,« har han forklaret til Ritzau.

5. Aserbajdsjan: Efendi med sangen 'Mata Hari'

Når du lørdag aften ser sangerinden Efendi og hendes fire dansere træde ind på scenen, så er det danske Mads Enggaard, der har været deres sceneinstruktør.

Efendi fra Aserbajdsjan ses her under en prøve op til finalen.
Efendi fra Aserbajdsjan ses her under en prøve op til finalen. Foto: KENZO TRIBOUILLARD
Vis mere

»Min opgave som sceneinstruktør er at finde ud, hvordan det hele skal se ud på scenen: Hvad er det for en historie, vi gerne vil fortælle, hvad er konceptet, hvor mange dansere skal der være på scenen, og hvordan skal de se ud?« har han tidligere fortalt til Ritzau som sit arbejde.

Du kan se, hvordan det går de fem 'danske' bidrag og alle de andre, når finalen i dette års Eurovision går i gang lørdag aften klokken 21. Du kan følge slagets gang her på B.T., hvor vi kommer til at livedække hele begivenheden.