Danish Music Awards 2018 er blevet udskudt til 2019.

Siden 1989 har musikbranchen fejret sig selv med et stort anlagt pris-show - de seneste år på TV2 i den bedste sendetid med Anders Breinholt som vært – men i år bliver der ingen fest.

Lasse Lindholm, kommunikationschef for brancheorganisationen Ifpi, der plejer at stå for arrangementet, oplyser til B.T., at man efter en del år med samme format nu arbejder på en opdatering af showet.

Man vil gerne gøre det ordentligt og ønsker derfor ikke at tvinge et halvfærdigt show igennem i år, og derfor er Danish Music Awards først tilbage i 2019.

Nik og Jay vandt blandt andet æresprisen ved DMA i 2011.
Nik og Jay vandt blandt andet æresprisen ved DMA i 2011. Foto: FLINDT MOGENS
Vis mere

Ifpi har været glade for deres samarbejde med TV2, der siden 2011 har stået for at afvikle Danish Music Awards, og de vil ikke udelukke at gå i dialog med TV2 igen, når uddelingen skal fortsætte i 2019. Først skal det nye koncept lige på plads, lyder det.

Dorte Borregaard, underholdningsredaktør på TV2 bekræfter over for B.T., at der kommer til at ske ændringer med Danish Music Awards.

»Det er rigtigt, at vi overvejer vores rolle i forbindelse med showet, som sikkert bliver en anden slags samarbejde, end man har set indtil nu, men vi er ikke klar med hvordan og hvorledes endnu. Vi er glade for vores samarbejde med Ifpi omkring DMA, og Ifpi er lige nu i gang med et nyt koncept og på at se, hvordan DMA skal se ud fremadrettet, og så må vi på TV2 finde ud af, hvordan vores rolle skal være i den forbindelse, når vi når dertil.«

Sidste år blev Danish Music Awards afholdt den 11. november i Nordhavn i København i et stort telt med Anders Breinholt som vært. Her så 478.000 seere med på tv.

DR og TV2 har siden 1989 skiftes til at sende showet med en 'mørk' periode i 2008-2010, hvor det ikke blev sendt på tv.

Sådan så Søren Huss og resten af Saybia ud, da de vandt i 2002.
Sådan så Søren Huss og resten af Saybia ud, da de vandt i 2002. Foto: THORKILD AMDI
Vis mere

B.T. kårer: De burde vinde DMA 2018
Hvis det stod til B.T.s musikanmelder Kristian Dam Nygaard, burde følgende vinde en Danish Music Award i 2018. Med udgangspunkt i sidste års kategorier og nomineringsperioden, der plejer at gå fra august til august, kunne vinderfeltet i år se således ud:

Årets danske udgivelse:
The Minds of 99 – 'Solkongen'

Årets danske solist:
Martin Hedegaard (Saveus)

Årets danske hit:
Hennedub feat. Gilli og Lukas Graham – 'Holder fast'

Årets nye danske navn:
Hugo Helmig

Årets danske sangskriver:
Rasmus Seebach

Årets danske producer:
Emil Goll, Joachim Dencker, Alexander Malone (Scarlet Pleasure)

Årets danske livenavn:
Saveus

Årets publikumspris:
Rasmus Seebach

Æresprisen:
Kim Larsen