Der venter en særlig festivalsommer for 23-årige Hjalmer Larsen.

Siden han dukkede op på musikscenen i 2017, har han skulle dele landets scener med sin legendariske far, men i år står han nu for første gang helt på egne ben.

Og bare rolig, der er ingen Bambi på isen her.

Tidlig fredag aften på Jelling musikfestival var det tydeligt at se, at den unge Larsen kan og vil selv – og han har endda allerede et stort (ungt) publikum bag sig.

Hjalmer Larsen på Jelling Musikfestival 2019.
Hjalmer Larsen på Jelling Musikfestival 2019. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere

Det kan godt være, at Hjalmer endnu ikke har udgivet hittet, der har lagt hele Danmark ned, men hans unge – kvindelige – fans var fra første strofe klar på fællessang og kunne på imponerende vis nærmest alle sange udenad.

Hjalmer optræder med en fantastisk charmerende, uskyldsren ro over sig.

Han fortæller søde anekdoter om en pige i børnehaveklassen, der var ham ”utro”, og hvordan han, første gang han skulle arbejde med Medina, febrilsk tabte en kop kaffe ned i hendes Gucci-taske.

Hjalmper spiller klassisk – på grænsen til lidt for lige ud af landevejen – rocket pop, men live får hans sange et ekstra medrivende gear med masser af fede 80’er-soloer og smæk på trommerne.

Hjalmer Larsen på Jelling Musikfestival 2019.
Hjalmer Larsen på Jelling Musikfestival 2019. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere

Især debutsinglerne ’Hvis du går’ og ’Hjem til en anden’ rammer plet, ligesom Basim-samarbejdet ’Samme fejl’, hvor han sætter tempoet op er med til at holde festen godt i gang.

Hjalmer virkede oprigtig taknemmelig over det store dedikerede fremmøde på festivalens næststørste scene, og man kan godt fornemme, han går en god sommer i møde med kommende koncerter på blandt andet Roskilde og Smukfest.

Kommer du forbi hans scene i løbet af sommeren så stop op.

Både for at se ham småforlegent synge sig igennem sin ”frække” gimmick-sang fra Anders Breinholts ’Natholdet’, ’Som man siger’, og derudover opleve brølet, når han sætter i gang med covernummeret ’Dig og mig’, der live lyder helt fantastisk med de syntetiske strygere.

I videoen øverst kan du se Hjalmers kollega Christopher blive bortført til sin polterabend på Jelling Musikfestival.