Siden TV3 i starten af året brugte Bros nummer ’Sydpå’ som temasang til årets sæson af ’Paradise Hotel’, har den 22-årige hitmager nærmest kunnet gå på vandet. Nu følger han succesen op med nummeret ’Glad’.

»Folk sagde, jeg var færdig. Jeg sagde bare ’Fuck det!’ og lavede ’Sydpå’, der er blevet endnu større end ’Hvor er du, Bro?’, og nu kommer den jo bare til at køre hele sommeren,« smiler Bro, der efter gennembruddet i 2016 med ’Hvor er du, Bro’ måtte vente to år, før der igen for alvor var hul igennem til hitlisterne med kæmpehittet ’Sydpå’, der fik luft under vingerne, da den i starten af året blev udvalgt som temasang til ’Paradise Hotel’ og i dag har næsten 10 millioner afspilninger på Spotify.

»Vi udsendte den, to uger før ’Paradise’ begyndte, for at understrege, at det var mit nummer. Men det har jo været fantastisk at se den succes, den har fået ved at være med, og nu tager paradisoerne den jo med rundt på landets klubber, så det er jo megafedt.«

Bro fik sit nummer ’Sydpå’ med i ’Paradise Hotel’ og fik et af forårets største danske hits.
Bro fik sit nummer ’Sydpå’ med i ’Paradise Hotel’ og fik et af forårets største danske hits. Foto: Pressefoto
Vis mere

Nu udsender Bro så opfølgeren til ’Sydpå’, singlen ’Glad’, der musikalsk fortsætter i samme stil.

»Vi er bevidst gået ud ad samme spor. Det er en sang, der handler om, at man gerne vil gøre en pige glad på alle mulige måder,« forklarer han og tilføjer, at han gør meget ud af i sine tekster, at lytterne kan relatere sig til indholdet.

»Jeg synger for eksempel om at tage pigen med på McDonald’s. Det kan folk relatere til. Jeg vil ikke prale med, at jeg har to millioner, for det har jeg ikke. Så jeg prøver at skrive, så alle kan være med.«

’Glad’ er ligesom de forrige singler lavet i samarbejde med Basim, der har været Bros faste samarbejdspartner, siden ’Hvor er du, Bro?’ kom ud.

»Holdet er mig, en ung sangskriver, der hedder Carl Altino, Basim og min manager, Thomas. Vi arbejder rigtig godt sammen og ved, præcis hvordan min musik skal lyde.«

LÆS OGSÅ:  Bro spillede på ungdomslandsholdet med en af landsholdets aktuelle VM-stjerner