NorthSide havde arrangeret noget af en overraskelse til sine festivalgængere, da Thomas Helmig pludselig stod på den mindre Nova-scene og gav koncert under navnet 'Hvidt flag'.

Efterfølgende var flere, der hørte koncerten, i ekstase over den store overraskelse på festivalen.

En af dem var 42-årige Hanne Vestergaard fra Viby J, der havde regnet med, at det var Thomas Helmig, der gemte sig bag kunstnernavnet, da han udgav en single af samme navn tidligere fredag.

»Det var fantastisk. Jeg var blevet slemt skuffet, hvis det ikke var ham. Det var en god overraskelse. Jeg er meget stor fan. Jeg tænker, at det var det fedeste, der kunne ske for mig.«

Hanne Vestergaard
Hanne Vestergaard
Vis mere

Stemningen sagde også, at folk var glade. Den bliver svær at komme efter. En koncert der bliver svær at overgå for mig i år,« siger hun.

Veninderne 47-årige Anne Cecilie Kjærup, 47-årige Gitte Riis Jensen og 52-årige Rikke Steen var alle meget begejstret for koncerten, og de havde ikke hørt rygterne om, at Helmig måske gav koncert.

»Vi havde ikke regnet det ud. Min mand sendte et billede og spurgte 'er I nede for at høre ham'? Så svarede jeg 'Øh, nej, Men vi går nu.' Så vi vidste det ikke, men det var en god overraskelse.«

»Koncerten var skide god, og han spillede alle de gamle hits. Det var også fedt, at der var både unge og gamle.«

Anne Cecilie Kjærup, Gitte Riis Jensen og Rikke Steen
Anne Cecilie Kjærup, Gitte Riis Jensen og Rikke Steen
Vis mere

23-årige Anton Dunvad fra Aarhus var også inde for at høre koncerten. Han mener dog, at han kunne have forberedt sig bedre på koncerten.

»Han er jo en legende i Aarhus. Det var en fantastisk koncert. Jeg fortryder dog, at jeg ikke havde min AGF-trøje på, da han sang 'Malaga'.«

Læs B.T.s anmeldelse af Helmig-koncerten lige her.